Indblanding fra chefen kan gøre mere skade end gavn

Foto: Iris Fold sammen
Læs mere

I sidste uges dilemma på business.dk var lederen Trine i tvivl om, hvordan hun skulle håndtere sin lederkollega Kristians sløve arbejdsindstilling. Det har stået på i et halvt år, og Trine frygter, at det vil smitte af på resten af teamet og i sidste ende påvirke teamets performance.

Ledelsesrådgiver hos Lederne Helle Bruun Madsen mener, at Trine bør handle på sin frustration, men undgå at skabe en unødvendig konflikt.

»En dårlig arbejdsmoral kan være usund for arbejdspladsen og i værste tilfælde smitte af på de øvrige medarbejdere. Det er derfor vigtigt, at Trine ikke ignorerer sine iagttagelser, men samtidig skal hun passe på ikke at dramatisere situationen,« forklarer Helle Bruun Madsen.

Hun foreslår derfor, at Trine forsøger at forstå Kristian og altså selv forsøger at løse problematikken, for på den måde at undgå at træde Kristian over tæerne og stadig bevare den gode stemning i teamet.

»Trine bør tage en snak med Kristian, hvor hun beretter om sine iagttagelser, men samtidig skal hun være opmærksom på, at hendes arbejdsmetode ikke nødvendigvis er den ideelle. Det er derfor vigtigt, at hun kommer med konkrete eksempler på hans indsats og på hvad hun oplever, det gør ved teamet, men uden at virke belærende. I de fleste tilfælde vil det hjælpe at tale om det og forventningsafstemme med hinanden - er det ikke tilfældet, kan man i sidste ende være nødsaget til at inddrage chefen, men så risikerer hun, at sagen bliver blæst op, og at Kristian vil føle, at hun er gået bag hans ryg,« siger Helle Bruun Madsen, der derfor vælger løsning nummer to.