Hvor meget skal en ny medarbejder coaches?

Hvad ville du gøre som leder, hvis en ung, uerfaren medarbejder - efter din mening - kræver ekstraordinær meget coaching? Deltag i Ugens Dilemma.

Foto: Camilla Rønde. ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

Du er mellemleder i et analysebureau. For nylig ansatte du afdelingens yngste medarbejder, Markus, der er helt nyuddannet. Ved tremåneders-samtalen gav Markus udtryk for, at han er frustreret og ikke føler, at han får nok feedback.

Det kom bag på dig, for du synes, at du gør meget ud af at give medarbejderne feedback. Du holder statusmøder hver 14. dag og halvårlige individuelle samtaler med medarbejderne, hvor tilbagemeldinger og ris og ros står højt på dagsordenen.

Markus har været igennem et opstartsforløb på bureauet om rollen som konsulent, og du har selv taget dig tid til sparre lidt med ham i ny og næ. Derudover har du tilknyttet en af de mere erfarne medarbejdere til Markus, så han kan få råd og vejledning om arbejdsopgaverne.

Du er med på, at Markus som ny medarbejder skal have lidt mere opmærksomhed end kollegerne. Og du forstår, at han er optaget af at klare sig godt. Men du synes også, at han kræver lovlig meget opmærksomhed. Dine dage er oftest fyldt op med møder og kundebesøg, og du har svært ved at se, hvordan du skal finde tiden til mere feedback på Markus’ arbejde, som der i øvrigt ikke er noget at udsætte på.