Hvor meget gæld er for meget?

Mange synes at mene, at Grækenland har brug for hjælp, fordi landet er forgældet. Men forgældelse handler om betalingsvilje og evne, ikke om guldmønter.

Uffe Gardel Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Brasen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Risikerer Grækenland eller Portugal virkelig at gå fallit? Er de sydeuropæiske statskasser simpelt hen forgældede? Et ord som jo egentlig betyder, at man har for meget gæld, altså mere gæld end man kan klare at betale. Det er ikke, fordi der mangler alarmerende synspunkter i øjeblikket. Faktisk handler debatten om Grækenland mest om hvem, der skal hjælpe – eurolandene, EU eller IMF. Man tager for givet, at Grækenland skal hjælpes. Og måske også de andre PIIGS-lande – Portugal, Irland, Italien og Spanien. Nogle er endda begyndt at sammenligne med Tyskland efter Versailles-traktaten. Meningen er klar: Sydeuropa nærmer sig angiveligt et gældsniveau, som er ubærligt, og konsekvenserne kan blive både betalingsstandsning og politisk uro, selv om ingen dog endnu har antydet, at de sydeuropæiske EU-lande skulle lide Weimarrepublikkens skæbne. Overskud: Men hvor meget er for meget? Lad os se på nogle gældsposter; tallene er offentlig gæld i procent af BNP, og kilden er IMF’s prognose for 2010: USA (97 procent), Irland (76 procent), Spanien (70 procent), Japan (227 procent), Italien (120 procent), Portugal (82 procent) og til sidst Grækenland (115 procent). Det er ikke nogen tilfældig orden, landene her er nævnt i. De er nævnt efter den kreditkarakter, som Standard & Poors har givet deres statsobligationer. Japan, som skylder mere end det dobbelte af sit BNP væk, er altså mere kreditværdig end Portugal, der har forholdsvis meget mindre statsgæld. Det tilsvarende tal for Danmark er 27 procent, og det skal vi nok klare. Danmark er ifølge IMF et af fire i-lande i verden, som har et strukturelt, konjunkturrenset, offentligt overskud. De tre andre er Norge, Korea og Italien, og her har vi så forklaringen på, at Italien er mere kreditværdig end Portugal. 1920: Sammenligningen med Versailles holder heller ikke. For nogle år siden var der faktisk en tysk økonom, som gennemførte en koldsindig analyse af de 132 milliarder guldmark, Tyskland skulle betale vestmagterne efter Første Verdenskrig. Beløbet bestod af tre trancher, A, B og C, og C-tranchen var kun med af hensyn til den britiske og franske offentlighed; man lod de tyske forhandlere forstå, at de penge aldrig ville blive opkrævet, og det blev de heller ikke. Men alene A- og B-tranchen ville faktisk bringe Tysklands statsgæld op på 143 procent af BNP. Så galt står det dog trods alt ikke til i Grækenland. Og slet ikke i Spanien og Irland. Og om så galt var? Den tyske økonom påviste også, at Tyskland såmænd ikke var hårdere gældsat i 1920 end Frankrig og Storbritannien, og at Tyskland udmærket havde kunnet betale, hvis ellers man havde villet. Det ville man jo ikke, fordi man ikke følte sig besejret, men det er naturligvis en anden historie. En historie som dog har den lære, at hvis et land skal kunne betale sin statsgæld, så skal borgerne anerkende gælden. Her vil et land som Island få et problem, for den almindelige islænding mener ikke at have noget ansvar for finansfyrsternes vanvid. Og Islands statsgæld er på 137 procent af BNP. Og så handler det jo også om evnen til at betale. Nogle af landene har meget store strukturelle statsunderskud og har altså behov for meget voldsomme reformer. Det gælder især Japan, Irland og Spanien. Grækenlands strukturelle underskud er såmænd ikke meget større end, for eksempel, Frankrigs. Med andre ord: Grækenland er ikke vores største bekymring.

Læs flere globale analyser på bny.dk