Hvis I vil have en vicevært, må I finde en anden

100 millioner læsere i 15 lande. Det er målet for det amerikanske online-medie Huffington Post, og det skal nås i 2015, har den danske CEO, Jimmy Maymann, sat sig for.

Danskeren Jimmy Maymann er CEO for det succesfulde netmedie The Huffington Post. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han skulle tage at slappe lidt af. Det synes hans kone, og hans far siger det også jævnligt. Jimmy Maymann har tjent mere end rigeligt til at sikre sig selv og sin familie gode levevilkår resten af tilværelsen, men alligevel arbejder han jernhårdt igennem.

For det job, han fik tilbudt som CEO for internetmediet Huffington Post for et halvt år siden, var for spændende at sige nej til, og det indebærer heftig aktivitet. I løbet af en treårig periode skal det otte år gamle medie være lanceret i totalt 15 lande og have 100 millioner læsere/unikke brugere. Indtil videre er man tæt på 75 millioner besøgende om måneden, og der er nationale udgaver i syv lande. Desuden er Huffington Post i gang med at kombinere net- og kabel-TV og har foreløbig fået adgang til 51 millioner amerikanske hjem.

»Vi er i gang med at udvikle os til en kæmpestor mediespiller, og det er en utroligt spændende rejse at være del af. Jeg kommer lige fra lanceringen i Japan. Der har vi nogle specielle udfordringer. Blandt andet stiller skriftsproget særlige krav til sitets udformning. Desuden er 90 procent af al internet i Japan mobilt internet, så vi skulle også sørge for, at vores mobile løsninger var helt up to date i forhold til japanernes måde at bruge dem på,« forklarer Jimmy Maymann.

Japanerne har heller ikke en særlig veludviklet blog-kultur, men det håber Huffington Post at ændre på. Bloggere er en væsentlig del af mediets koncept, omkring 50.000 bloggere i alt giver deres besyv med, heraf står nogle få procent dog for den altovervejende del af blogindholdet.

»Når japanerne blogger, bliver det ret hurtigt banalt og destruktivt. De er meget hårde over for hinanden. Så det bliver spændende at se, om vi kan skabe en platform, hvor man har en seriøs og ordentlig samtale med hinanden,« siger den administrerende direktør og fortæller, at også englændernes tilgang til blogs har vist sig at være speciel:

»De er meget tilbageholdende og høflige, de siger kun grimme ting om hinanden, når de er nået hjem og har lukket døren. Så det bliver nemt for pænt og intetsigende. Det er mere udtalt, end selv jeg regnede med, på trods af at jeg har boet i London i en del år.«

På egne præmisser

Dér var både han og hans familie – kone og tre børn – rigtigt glade for at bo, da han så fik job hos AOL i New York. Men hele familien rykkede efter en overgangsperiode til Manhattan med ham. De to små sønner på et og fem år gjorde ingen indsigelser, men datteren på ti år skulle sige farvel til skole og venner, og hans kone, der er lægeuddannet, havde arbejde i London, men ingen udsigt til at få det i USA.

»Jeg skylder noget på familiekontoen. Vi har indrettet os meget på mine præmisser hidtil. Men som jeg sagde til min kone, inden jeg tog hjemmefra til den afgørende samtale om jobbet: Det bliver svært at sige nej, hvis jeg får det, som jeg vil have det. Faktisk troede jeg ikke, at jeg ville få det hele indfriet, for jeg havde stillet en række betingelser og gjort det klart, at hvis det var en vicevært, de var på udkig efter, skulle de finde en anden. Hvis jeg ikke er med til at udstikke kursen, mister jeg hurtigt interessen. Jeg er én, der bygger,« siger Jimmy Maymann.

Der er heller ikke meget vicevært over hans skarpe look, som holdes ved lige med triatlon. Selv om han er omgivet af selvbevidste, rankryggede erhvervsnavne i noble jakkesæt, da Berlingske Business Magasin møder ham i Bella Center ved Dansk Erhvervs stort anlagte årsmøde, skiller han sig ud med sin stilsikre fremtoning og det halvlange, tilbageredte hår. Med sine 41 år er han også yngre end flertallet af de fremmødte, men han har – foruden en cand. merc. fra Odense og en EMBA fra London Business School – mange års erfaring som iværksætter med sig. Faktisk har han aldrig været lønmodtager, før han tog imod udfordringen hos AOL, som ejer Huffington Post.

Middelklassedreng fra Fyn

Han er ældst i en børneflok på fire, der voksede op på Midtfyn. Moren var dagplejemor, faren var veterinærinspektør og aktiv fagforeningsmand.

»Det var gode, trygge middelklasseforhold. Jeg havde aldrig det store teenage­opgør, men min fars engagement som fagforeningsmand og socialdemokrat virkede som en rød klud på mig, og jeg udfordrede ham med meget liberale holdninger. Da han stillede op til kommunalvalg, da jeg var i 18-årsalderen, hængte han valgplakater op på vores garageport for at drille mig – så mine venner kunne se, hvad det var for en familie, jeg kom af.«Da Jimmy Maymann var først i tyverne, stiftede han det digitale reklamebureau Neo Ideo sammen med vennen Morten Lund. Fem år senere solgte de bureauet til det internationale reklamebureau Leo Burnett, hvor Jimmy Maymann blev direktør. Han fejrede salget med at købe sig en sort Porsche, men årene, der fulgte, var der ikke meget fest over:»De to første år efter salget var jeg låst til Neo Ideo og skulle videreføre det uden at have indflydelse på, hvordan det skulle gøres. Det var den værste periode i mit liv. Jeg skulle gå på arbejde, hvis jeg ville have de penge, det var en del af aftalen. Sådan noget bliver jeg ulykkelig af. Det gør jeg aldrig igen,« konstaterer han med eftertryk.

Så da han godt fem år senere stod i en lignende situation, meldte han klart ud, at det ikke blev ham, der fulgte med virksomheden ved salg. Denne gang var det hans og makkeren Claus Moseholms virksomhed GoViral, der specialiserede sig i branding-videoer, som blev købt af amerikanske AOL for en halv milliard kroner.

»Jeg løb ikke bare min vej, da underskriften var på plads. Jeg blev og hjalp med at integrere GoViral, og jeg afviste heller ikke på forhånd at blive i AOL. Men jeg gjorde det klart, at jeg var sådan én, der skulle have lyst til at gå på arbejde. Ellers ville de ikke få noget ud af mig.«Og internetkæmpen AOL viste sig at kunne diske op med et jobtilbud, der fangede hans interesse, selv om han var taget i sommerhus i Spanien for at slappe af et par måneder efter den intense periode med salg af virksomheden. AOL ville være mere international og tilbød ham at opdyrke det internationale marked.

»Det var en god udfordring. Jeg satte mig ned og gjorde mig klart, hvilke brands vi havde, og hvad der skulle til. Jeg endte med at sige, at jeg gerne ville starte med Huffington Post, og ret hurtigt kom det til at fylde 90 procent af min tid,« siger Jimmy Maymann, der i december sidste år blev udnævnt til CEO for mediet.

Integritet og shotguns

Huffington Post blev købt af AOL ugen efter, at de købte GoViral i januar 2011. Dengang var Jimmy Maymanns umiddelbare reak­tion: »Hvad vil de med en amerikansk blog?« Men han blev hurtigt klogere:

»Ligesom mange andre blev jeg meget forbløffet, da jeg besøgte Huffington Post og så newsroomet med over 300 medarbejdere. Hvis man regner med, at det er fire mennesker, der sidder og kører en blog, er det lidt af en overraskelse,« siger han og fortæller, at medievirksomheden nu har næsten 1.000 ansatte på kontorer i USA og i de øvrige lande og producerer 1.600 nyheder i døgnet.

Nyheder, som er påvirket af, hvad læserne klikker på, men også af, hvad der engagerer dem, hvordan de reagerer, og hvad de debatterer om – i alt er der 31 målepunkter på brugernes reaktioner:

»Vi ønsker ikke at være laveste fællesnævner og drive en masse trafik, som mange andre gør med historier med et par bare bryster. Vi ønsker at skrive om det, folk taler om.«

Der er plads til lidt af hvert; mediet har hele 70 sektioner. De er annonce- og spon­sordrevet. Virksomheder kan sponsorere en hel sektion, hvis de har pengene til det. F.eks. er medicinalkonglomeratet Johnson & Johnson partner på sektionen »Global Motherhood«.

Det kunne vække etiske bekymringer, men redaktionen lader sig ikke påvirke af sine annoncører, erklærer Jimmy Maymann. Han fortæller om en sag med detailhandelskæden Walmart, der går for at være verdens største, private virksomhed:

»Walmart er en stor annoncør hos os, og redaktionen har skrevet kritiske artikler om virksomheden. I forbindelse med skoleskyderier skrev vi blandt andet, at man kunne købe en shotgun i deres forretning, hvilket fik dem til at ringe og klage. Jeg svarede, at jeg ikke kunne diktere redaktionen noget, men lovede at undersøge sagen og se, om vi dækkede sagen anderledes end andre store medier. Det gjorde vi ikke, og vi ville ikke ødelægge vores integritet, så det endte med, at vi mistede dem som annoncører. Det var forretningsmæssigt ikke særligt sjovt, men vi er nødt til at holde nogle standarder.«

Jimmy Maymann siger, at han er stor fan af kvalitetsjournalistik:

»Men det er en svær brydningstid for de traditionelle medier. De skal have betalingsløsninger til at fungere. Det er eneste mulighed. De løsninger, jeg har set indtil videre, er ikke baseret på brugere og på, hvad teknologien faktisk kan. Modellerne skal være mere intelligente. Som jeg ser det, mangler man et iTunes-moment. Nyheder er lige nu dér, hvor musik var, før iTunes kom: Musik kunne downloades gratis, så kom iTunes og fik folk til at tænke over, at kvalitet er man nødt til at betale for. Det øjeblik mangler nyhederne. Jeg tror på, at det kommer til at fungere, men det kommer til at tage noget tid, og det kommer til at gøre ondt på nogle virksomheder.«

Og det bliver en fremtid uden papiraviser, spår han:

»Personligt er jeg glad for papiravisen i weekenden. Jeg elsker at sidde med den, men jeg tror, vi er den sidste generation, der har det sådan. Generationen efter er ligeglad med papir. De vil have det digitalt.«

Fejlkultur

Jimmy Maymann var selv engageret i en papiravis, nemlig som bestyrelsesmedlem i vennen Morten Lunds projekt Nyhedsavisen, som gik ned med et brag i 2008. Hvis Jimmy Maymann skal udpege en fejl, han har begået i sin karriere, er det netop det engagement, han peger på.

»Det var ubehageligt at være en del af. Der var en masse mennesker, der så skævt til os,« siger han.

På den anden side var det også lærerigt, og der er brug for et opgør med fejlkulturen herhjemme, mener Jimmy Maymann:

»I Israel, hvor jeg har investeret i noget konceptvirksomhed inden for gaming, har man en helt anden tilgang til at fejle. Der ser man mange iværksættere, der falder og rejser sig igen. Der er ingen skam forbundet med det, og mange med succes er faldet to gange, før det lykkes tredje gang. I Danmark er der alt for stor nervøsitet for at begå fejl.«