Hvis du laver sjuskefejl, ryger du i skralde­spanden

For juradimittenden Anders Kristian Sørensen var en ansøgning en stor mundfuld.

Anders Kristian Sørensen har i dag fået arbejde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malene Anthony Nielsen

Det kan være svært som nyuddannet at navigere i jobsøgningsfarvandet. Det oplevede den 27-årige Anders Kristian Sørensen, da han havde bestået sin kandidat i jura og skulle til at søge job.

Han oplevede, at noget så basalt som jobansøgningen viste sig at være en udfordring.

»I begyndelsen havde jeg meget at lære om at skrive ansøgninger. Det kan jeg godt se, når jeg kigger tilbage i dag,« siger Anders ­Kristian Sørensen, der indimellem kontaktede virksomhederne, når de havde sorteret ham fra i ansættelsesprocessen. Han ville gerne have feedback for at blive klogere på, hvorfor de havde valgt ham fra, og hvordan han kunne forbedre sine ansøgninger.

»Det var selvfølgelig ikke syv sider med gode råd, jeg fik, men der var en smule, og det hjalp mig. Desuden gjorde det en stor forskel bare at få skrevet en masse ansøgninger,« siger Anders Kristian Sørensen.

TV: Skal du søge job? Her er et par tips til ansøgningen

 

Han brugte også fagforeningen Djøf som sparringspartner, ligesom venner og familie læste ansøgningerne igennem, inden han sendte dem til virksomhederne. Men mest af alt handlede det for Anders Kristian Sørensen om, at han skulle skrive anderledes, end han var vant til:

»Det altoverskyggende for mig var, at jeg skrev for langt. Hvis man afleverer en hel roman, så tror jeg, de ofte sorterer dig fra. Jeg blev nødt til at lære at skrive kort og præcist,« forklarer han og tilføjer, at pointerne også kommer skarpere igennem på den måde.

Det betød, at hvert ord skulle være mere velvalgt, for nu var der endnu mindre plads til sproglige svinkeærinder og fejl.

»Som jurist forventes det, at man er meget detaljeorienteret. Så hvis du laver sjuskefejl eller staver ting forkert, ryger du i skraldespanden. Og det forstår jeg godt,« siger han.

Anders Kristian Sørensen har i dag fået job, men han ønsker ikke, at Berlingske oplyser navnet på den nye arbejdsplads.