Hver anden chef bliver bortvist ulovligt

Når en chef bliver bortvist sker det i over halvdelen af tilfældene ulovligt, fordi det ikke koster arbejdsgiverne ekstra. Det viser nye tal fra Lederne. DJØF mener, at der skal en lovstramning til, så det bliver dyrere for virksomhederne at bortvise en leder. Arbejdsgiverne afviser.

Danske chefer bliver hvert år bortvist for millioner af kroner, fordi det er alt for billigt og nemt for arbejdsgiverne at smide deres øverste medarbejdere på porten med øjeblikkelig virkning. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

«»Danske chefer bliver hvert år bortvist for millioner af kroner, fordi det er alt for billigt og nemt for arbejdsgiverne at smide deres øverste medarbejdere på porten med øjeblikkelig virkning. Loven skal strammes, så medarbejderne kan få en langt større erstatning, hvis de får en dom for, at de uberettiget er blevet bortvist.

Sådan lyder det fra en af de højt uddannedes fagforbund i form af DJØF. Budskabet kommer, efter at Lederne har lavet en helt ny gennemgang af sagerne om bortvisning sidste år. Lederne havde 190 af dem og i 55 pct. af sagerne endte det med, at bortvisningen efterfølgende viste sig at være forkert, og de pågældende medarbejdere fik en erstatning.

En bortvisning er den hårdeste sanktion på arbejdsmarkedet, og den betyder, at vedkommende skal ud af døren med det samme, og at lønnen stopper øjeblikkeligt.

Ifølge både Lederne og DJØF er det store problem, at det i alt for mange tilfælde ikke er forbundet med nogen økonomisk risiko for virksomheden at bortvise i stedet for at nøjes med en afskedigelse. Det gælder specielt i det tilfælde, hvor den enkelte allerede er blevet sagt op.

Utilstrækkelig beskyttelse

DJØF har ikke lavet en opgørelse over deres sager, men lønforhandlingschef Helene Rafn fremhæver, at de meget ligner tallene fra Lederne.

»Det er vores indtryk, at den nuværende beskyttelse mod en bortvisning er helt utilstrækkelig. Det er en helt gratis omgang for arbejdsgiveren at forsøge sig med en bortvisning. Hvis de bliver dømt kommer de højst til at betale lønnen i opsigelsesperioden, som de skulle have gjort alligevel,« siger Helene Rafn.

Hun understreger, at situationen er den samme uanset, om der er tale en almindelig medarbejder eller en chef. Men risikoen for at blive bortvist vokser, jo højere op i systemet medarbejderen kommer. Det gør chefer og ledere ekstra udsatte.

»Mange tror, at en bortvisning handler om, at den enkelte har taget af kassen, men det er langt fra de eneste tilfælde. Hvis man bliver chef stiger kravene til ens loyalitet over for virksomheden. Man får mere kendskab til kunderne, og det betyder, at der kan opstå flere tilfælde, hvor virksomheden kan bortvise en person, fordi vedkommendes kontrakt er blevet misligeholdt. Hvis en medarbejder arbejder i opsigelsesperioden er virksomheden meget mere opmærksom på fodfejl fra den enkeltes side,« siger Helene Rafn.

Leder for Ledernes advokatgruppe Malene Saaby er enig i, at der er situationer, hvor det er gratis for virksomhederne at prøve med en bortvisning.

»Vi ser nogen gange, at arbejdsgiverne i forlængelse af en opsigelse spekulerer i at gå videre med en bortvisning. Arbejdsgiveren kan højst komme til at betale det samme, som hvis opsigelsen bliver kendt uberettiget, men aldrig mere,« siger Malene Saaby, der dog ikke direkte ønsker en stramning af loven. Derimod fremhæver hun, at den enkelte chef skal sørge for at få ind i kontrakten, at de får en godtgørelse i tilfælde af bortvisning og opsigelse.

Ingen ekstra straf til arbejdsgiver

Reglerne for hvornår en medarbejder kan blive bortvist, står i funktionærloven. Det drejer sig udover illoyalitet, om økonomi og grove tilfælde, hvor man eksempelvis er voldelig over for andre på arbejdspladsen. Malene Saaby og Helene Rafn påpeger begge, at for den enkelte er en bortvisning både personligt og økonomisk et meget hårdt slag.



Partner hos advokatfirmaet Bech-Bruun og ekspert i ansættelsesret, Mette Klingsten, bekræfter, at der ikke er nogen ekstra straf for arbejdsgiveren ved at blive dømt for uberettiget bortvisning i forhold til en afskedigelse med almindeligt varsel. Lige bortset fra at arbejdsgiveren kan miste medarbejderens loyalitetspligt ved en bortvisning.

»Det kan nogen gange se ud, som om, at det går lidt for stærkt med en bortvisning, men det skyldes blandt andet, at virksomheden skal være hurtig på aftrækkeren ved en bortvisning. Virksomheden skal reagere med det samme for ikke ved passivitet at miste retten til at bortvise, og på det tidspunkt kan det være svært at have indsamlet de nødvendige beviser. Når sagen derefter kommer for retten, ser den måske lidt anderledes ud. Hvis den procedure skal være anderledes, vil det kræve en lovændring, men det tror jeg ikke står øverst på regeringens ønskeseddel,« siger Mette Klingsteen, som påpeger, at det er arbejdsgiveren, der skal bevise, at en bortvisning er sket med rette, og det kan være svært på grund af bevisernes stilling.

Hos arbejdsgiverne afviser man, at virksomhederne spekulere i at bortvise folk.

»Hvis en virksomhed efterfølgende taber en sag, skal den betale for sagsomkostningerne. Herudover vil rigtig mange chefer blive fritstillet i deres opsigelsesperiode, og de arbejder derfor ikke. Jeg tror, at det i langt højere grad handler om følelser. For en leder og en topchef kan det være meget ubehageligt at blive bortvist. Det er en stor krænkelse. Det kan jeg sagtens forstå, men i mange sager er bortvisningen sket af korrekte årsager,« siger procesdirektør og advokat i Dansk Erhverv Lars Alexander Borke.