Hun skaber forbindelse mellem det, Mærsk vil, og hvordan det kan lade sig gøre

Talent 100: Frith Brennan, 35 år, Head of Corporate Commercial Projects, A.P. Møller - Mærsk

Kategori: Rådgivere

Frith Brennan sover gerne mindre for at arbejde mere, og hvis nogen siger, noget er umuligt, går hun straks i gang. Den målrettethed bruger hun i sit job som Head of Corporate Commercial Projects hos A.P. Møller - Mærsk, hvor hun er ansvarlig for den juridiske gennemførelse af de strategiske visioner.

Tager man tilbage i tiden og hele vejen til Australien, hvor hun er fra, har hun en bachelor i molekylær biologi, men savnede mennesker i det fag. Derfor læste hun jura for at arbejde med molekylær biologi med fokus på immaterialret. Men så blev kronprinsesse Mary og kronprins Frederik gift, og alt ændrede sig.

Før det troede Frith, at København var hovedstaden i Skandinavien, men med brylluppet kom diplomatiske forbindelser, og for første gang kunne hendes universitet sende studerende på udveksling til Danmark.

Det er 11 år siden. Hun blev ansat som advokat i Bech-Bruun, der udlånte hende til Mærsk, hvor hun er blevet. Head of Legal i A.P. Møller - Mærsk Casper Munch understreger hendes høje energiniveau.

»Hendes drive er imponerende. Hun forstår at drive projekter fremad, og uanset kompleksiteten i vores organisation marcherer alle i samme takt og mod samme mål, når hun leder et projekt,« siger han.

For 16. år i træk sætter Berlingske fokus på de mest talentfulde unge i dansk erhvervsliv med portrætter af 100 talenter fra et bredt udsnit af erhvervslivet. Læs mere om Talent 100 her.