Hun har 11 års erfaring med virksomhedshandler

Talent 100: Kathryn A. Jörgensen, 35 år, director, KPMG Deal Advisory

Foto: Pr-foto: Kpmg

​Kategori: Rådgivere

Som 16-årig var Kathryn A. Jörgensen i skolepraktik i revisions- og rådgivningsvirksomheden KPMG i Berlin. Dette viste sig at blive begyndelsen på en lang karriere.

For siden hun som 24-årig blev færdiguddannet, har hun arbejdet for virksomheden i Storbritannien og Danmark. Kathryn, der er vokset op i Tyskland, men oprindeligt kommer fra Skotland, hvor hun studerede, tog en master i fransk og management.

I en sommerferie arbejdede hun for KPMG og fik smag for det finansielle, og da hun var færdiguddannet, ansatte de hende til at arbejde med finansiel due diligence i forbindelse med virksomhedshandler. Efter seks år og efter at være blevet statsautoriseret revisor i Storbritannien var hun klar til nye udfordringer.

Det kom med hendes ansættelse i KPMG i Danmark på et tidspunkt, hvor den danske del skulle reetableres. Som direktør i KPMGs Deal Advisory-afdeling har hun stået for en lang række store virksomhedshandler, som da McDonald's solgte sine restauranter på tværs af de nordiske lande. Ifølge Dale Treloggen, partner i KPMG Deal Advisory, er Kathryn unik.

»Hun er meget talentfuld, og det har gjort hende både kendt og respekteret i Danmark, hvilket er meget imponerende som udlænding og i så ung en alder.«

For 16. år i træk sætter Berlingske fokus på de mest talentfulde unge i dansk erhvervsliv med portrætter af 100 talenter fra et bredt udsnit af erhvervslivet. Læs mere om Talent 100 her.