Hold kontakten til tidligere ansatte

Guldgrube. Virksomheder kan tjene masser af penge på at holde fast i tidligere medarbejdere i netværk. De fungerer nemlig som ambassadører blandt potentielle kunder, og så er de billige at genansætte i opgangstider.

Foto: CLAUS FISKER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danske virksomheder går glip af både forretninger og dygtige medarbejdere i stride strømme, fordi de ikke holder kontakt med de mennesker, der forlader deres organisation. Netværksgrupper for forhenværende ansatte er nemlig de rene skattekister, når det handler om at have gode forretningsforbindelser og om rekruttering. Det fortæller kommunikations­rådgiver og partner i Firstlink Kommunikation Abelone Glahn, som er ekspert i sociale medier.

»At så få danske virksomheder kan se den ressource, der ligger i systematisk at fastholde kontakten til tidligere medarbejdere, er overraskende. Ikke mindst fordi der alligevel findes mange selvbestaltede grupper af folk, som gerne vil holde kontakt med tidligere kolleger på nettet. De grupper er guld værd, så hvorfor skaber virksomhederne dem ikke selv,« spørger Abelone Glahn.

Ud over at facilitere kontakt mellem tidligere og måske også nuværende kolleger skal virksomhederne i deres netværk fortælle nyheder om virksomheden, om nye stillinger, invitere til konferencer og fester, tilbyde kurser, som virksomheden alligevel holder, og i det hele taget tilbyde goder til medlemmerne. At tænke tidligere ansatte strategisk ind i forretningen ved på den måde at pleje en positiv relation igennem det, hun kalder alumni-netværk, giver virksomhederne flere fordele.

Billigere at genansætte

For det første kan virksomheden meget let genrekruttere blandt tidligere ansatte. De kender virksomheden, arbejdsgange og interne systemer. Derfor er de også nemmere at få udbytte af sammenlignet med en nyansat, der skal trænes op.

»Alle virksomheder går og venter på at få ordrer og på at kunne hyre igen. Hvis der kun går et halvt år, fra man var nødt til at fyre en række medarbejdere, som man så skal bruge igen, når det går fremad, er det da surt, hvis de så bare føler, at de er blevet smidt på porten. Der er større sandsynlighed for, at de vender tilbage, hvis de har oplevelsen af, at det var et godt sted, de arbejdede, og hvis arbejdspladsen har holdt kontakten med dem,« siger Abelone Glahn, der også peger på, at virksomhederne helt kan spare dyre headhuntingforløb og rekrutteringsprocesser, hvis de allerede kender til kvalificerede, tidligere ansatte.

Loyale ambassadører

En anden fordel er, at et godt plejet netværk vil udgøre et ambassadørkorps, der styrker virksomhedens omdømme. Det kan gøre det lettere for virksomheden at skaffe nye folk og ikke mindst også nye opgaver.

»Selv om de forlod jobbet, fordi de blev tilbudt et bedre, ja, selv hvis de blev fyret i nedgangstider, vil de tale godt om stedet, hvis de føler sig godt behandlet som eks-medarbejdere. De vil have lettere ved at anbefale andre at søge job på virksomheden eller bekræfte, at virksomheden er god at handle med,« fortæller netværkseksperten.

Også i forhold til employer branding gavner netværkene, så virksomheden får lettere ved ikke kun at ansætte, men også ved at fastholde medarbejdere.

Det helt oplagte sted at oprette netværket er på en af de sociale platforme, som internettet rummer.

»Det nemmeste sted at gøre det, er der, hvor folk er i forvejen. Derfor er det oplagt at oprette en gruppe på LinkedIn og sprede rygtet om gruppen via LinkedIns funktioner,« fortæller Abelone Glahn, der også peger på Facebook og virksomhedernes egne intranet som mulige platforme.

Alumni-netværk stammer oprindeligt fra universitetsmiljøet, men er ganske udbredte blandt især amerikanske virksomheder, mens nordiske virksomheder endnu ikke har taget konceptet til sig.

»Mit håb er, at det kommer, når vikrsomhederne kommer ud af den kuvøse for sociale medier, som de befinder sig i i øjeblikket. De er ofte berøringsangste og frygter, at forretningshemmeligheder kan smutte ud med et sådant netværk, men det kan virksomhederne jo netop selv i høj grad styre ved at være vært for netværkene,« siger Abelone Glahn.