Hjælp til at bede om hjælp

Mange ledere kan blive bedre til at hjælpe pressede kolleger, og der er også plads til forbedringer, når det gælder evnen til at anerkende andre for godt udført arbejde

Foto: MARIA HEDEGAARD. ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

Er du én af de ledere, der engang imellem føler, at du er lidt alene, og at du måske godt kunne trænge til et skulderklap eller hjælp fra en lederkollega?

Så er du faktisk ikke alene om at have denne følelse. Ifølge en undersøgelse, som Lederne har foretaget baseret på svar fra godt 1.000 ledere, mener kun fire ud af ti, 38 procent, at de er i en ledergruppe, hvor man »i høj grad« eller »meget høj grad« hjælper en lederkollega, der har for meget at lave. 34 procent vurderer, at det sker »i nogen grad«, mens 27 procent svarer »slet ikke« eller »i mindre grad«.

Det samme gør sig gældende, når det handler om at anerkende en lederkollega for godt udført arbejde. Knap halvdelen, 48 procent, oplever, at det sker i stor stil, 33 procent af lederne svarer »i nogen grad«, mens næsten hver femte, 18 procent, mener, at kollegial anerkendelse »slet ikke« eller »i mindre grad« finder sted.

Jeg er ikke overrasket over tallene, for jeg er godt klar over, at virkelighedens verden ikke er, at vi altid har øje for status på lederkollegernes arbejdsopgaver eller prioriteringer, ligesom det heller ikke er almindeligt i vores danske arbejdskultur at rose og anerkende hinanden, medmindre det er for resultater, der virkelig batter.

Når det er sagt, kan jeg godt ærgre mig lidt over, at tallene ikke er højere, når vi nu alle godt véd, at det er gennem det gode samarbejde og relationer, at vi opnår de bedste resultater. Men samarbejde, relationer, ros og anerkendelse kræver også, at man kender og har tillid til hinanden. I modsat fald kan en venlig henvendelse til en lederkollega med tilbud om hjælp tolkes som et hint om, at kollegaen ikke har styr på sin del af forretningen.

Dét med at hjælpe og støtte hinanden handler også om, at vi som ledere skal turde bede hinanden om hjælp. Jeg ved fra mig selv, at der skal noget til for at bede en kollega om hjælp, når jeg er presset på arbejdsopgaver.

For jeg véd jo godt, at min kollega formentlig har lige så meget at lave, men når eller hvis jeg får taget skridtet og bedt om hjælp, er det en dejlig fornemmelse at sige tak og få støtte fra en god kollega. Jeg vil således helt klart definere det som en styrke hos en leder at spørge om hjælp.

Skal vi blive bedre til at hjælpe og anerkende hinanden, kræver det fælles fodslag i ledergruppen. Kulturen og sammenholdet er afgørende for virksomhedens resultater, men er også afgørende for medarbejdernes opfattelse af, hvordan lederne fungerer som gruppe, hvilke relationer der er på kryds og tværs, og hvordan vi samarbejder. Det er lederne, der skaber kulturen og er rolle­modeller og er det en del af kulturen i ledelsen, at man hjælper og anerkender hinanden, gør medarbejdere det også.

Spørgsmålet er, hvordan man kommer i gang med at hjælpe hinanden, hvis det ikke er en udpræget del af kulturen i ens virksomhed? Der er formentlig mange muligheder for at sætte ind med træning af den enkelte leder eller hele ledergruppen samlet, men der findes også mere simple råd.

I sidste uge hørte jeg i radioen en sygeplejerske berette om, hvordan hun og hendes kolleger havde så mange patienter på en afdeling, at de hver især ikke havde overblik over, hvem der havde behov for at få hjælp fra en kollega i løbet af dagen.

Derfor havde de fundet en god løsning: time out. I løbet af dagen blev der kaldt til time out, og så blev der koordineret på kryds og tværs og sat ekstra hjælp ind dér, hvor der var behov.

Time out bruges i sportens verden og nu også hos sygeplejerskerne. Måske kan det også bruges i ledergrupperne?