Her er ugens op- og nedture i dansk erhvervsliv

Ugens opture

Rooolig nu drenge

Margrethe Vestager. Fold sammen
Læs mere
Foto: FRANCOIS LENOIR.

EUs konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, kan ikke klage over manglende opmærksomhed. Mon ikke hun løbes på dørene af alverdens overvældende lobbyhære tidligt og silde i håb om, at de kan ryste hende?

Ikke desto mindre virker hun – i hvert fald udadtil – som et overskudsmenneske med en alfakvindes overbærende »rooolig nu drenge.« Store amerikanske virksomheder som Google, Apple med flere er knotne over, at EU-kommissæren er gået i kødet på disse virksomheder, og hun er ligefrem blevet beskyldt for at være amerikanerfjendsk. Vest­ager trækker lidt på smilebåndet og anlægger en let hovedrystende attitude a la tidligere statsminister Poul Schlüter.

Senest har hun været på banen i forbindelse med Panama-papirerne. Toppen af isbjerget, knurrer hun. Hvis bare alle betalte den skat, de skulle, kunne skatteprocenten sættes ned, lyder den snusfornuftige reaktion på Panama-lækken.

God uge for Nordeas konkurrenter

Michael Rasmussen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Blandt ugens absolutte vindere i big business er en topchef, som slet ikke har været fremme i medierne. Nykredits Michael Rasmussen. Nu ligger det givetvis Michael Rasmussen fjernt at glæde sig over andres fiasko, men Nordea-nedturen i forbindelse med Panama-papirerne har i den grad taget overskrifterne, så Nykredit-teamet har kunnet puste ud og arbejde på de indre linjer.

Egen lykke er som bekendt dejlig, men andres ulykke er sørme heller ikke at kimse af. Mon ikke også Danske Bank-topchefen Thomas Borgen har haft en ganske god uge? Nykredit-chefen kunne derudover glæde sig over, at han i denne uge på Realkreditforeningens årsmøde fik opbakning til børsplaner og kapitalpolstring fra både erhvervsminister Troels Lund Poulsen (V)og nationalbankchef Lars Rohde. Nu mangler han »kun« opbakningen – eller måske mere realistisk forståelsen – hos boligkunderne til bidragsforhøjelserne. Og pyha, den er sværere end at finde forståelse internt i finanstoppen.

Bernekes belønning

Eva Berneke, adm. direktør i KMD. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe.

Man må formode, at Eva Berneke er ganske godt tilfreds med at have skiftet næstkommanderendestolen i TDC ud med førsteposten i Ballerup-virksomheden KMD. Især da i disse dage, hvor TDC er løbet ind i imageproblemer.

KMD er en virksomhed, der leverer IT-løsninger, blandt andet til kommunerne. 2015 blevet et rigtig godt år for Berneke & Co. Omsætning plus fem milliarder kroner og bundlinjebrag på over en halv milliard kroner.

Berneke-kuren synes at virke i KMD. Det skal hun selvfølgelig belønnes for. Helt let er det dog ikke at se den samlede aflønningspakke for Berneke i det kapitalfondsejede KMD. Moderselskabet ligger i Luxembourg, og ud over lønnen bliver hun tilgodeset ved selv at kunne investere i virksomheden. Det sker ved at få anparter og indtræde i kommanditselskaber, som har ejerandele i KMD, oprettet til formålet. Lidt kringlet, men mon ikke Eva Berneke om nogle år kommer ud med en trecifret milliongevinst?

Ugens nedture

Von pokker for en møgsag

Casper von Koskull. Fold sammen
Læs mere
Foto: TT NEWS AGENCY.

Nordea-topchef Casper von Koskull er stadig ny i jobbet. Og selv om man skal passe på de nye i både jobbet og trafikken, er Nordea-chefen vist stor nok til at skulle kunne passe på sig selv. Det er en regulær møgsag, Casper von Koskull har arvet fra forgængeren, danske Christian Clausen. Det står klart, at Nordea er godt og grundigt blandet ind i Panama-skandalen, hvor banken tilsyneladende har været med til at sende kunder videre i skatteskjul – blandt andet med hjælp fra Panama-selskabet Mossack Fonseca. Nordea-chefen har mange forklaringer om bankens deltagelse i det arbejde. Han slår også fast, at banken ikke vil deltage i skatteunddragelse.

Det er godt sagt. Det ændrer bare ikke på, at banken kan påberåbe sig nok så høje idealer, men så ikke samtidig kan bidrage til, at bankens kunder direkte eller indirekte hjælpes på vej til skatteskjul. Det er helt enkelt. Nordea må skære det ud i pap – for kunder og for de ansatte.

Smed du håndklædet, skatteminister?

Karsten Lauritzen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torkil Adsersen.

Det lignede grangiveligt et håndklæde, der blev smidt, da skatteminister Karsten Lauritzen (V) forleden skulle sætte ord på Panama-skandalen, hvor banker har hjulpet rigmænd, politikere og sportsstjerner i skattely.

For Lauritzen erkendte direkte, at han ikke har værktøjerne – og heller ikke lige kan se, hvilke han skulle ønske sig – til at dæmme op for den skattespekulation, som i visse tilfælde sender formuer uden for skattevæseners rækkevidde og ned til eksotiske skattely.

Det er ærlig snak, Karsten Lauritzen, men det er samtidig dybt alvorligt, at en dansk skatteminister i den grad er uden handle­muligheder.

Jeg kender ikke vejen ud af moradset – for det er jo nok ikke tilstrækkeligt at prædike moral til skattesnydere. Desværre har ministeren heller ikke svaret – men noget skal der jo gøres.

Generaldirektør lyttede til vandrør

Maria Rørbye Rønn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen.

Det er værd at rose DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn for at være i besiddelse af gode ører. Faktisk så gode, at hun har kunnet høre på vand­rørerne, hvad man hviskede om blandt visse politikere på Christiansborg. For med ugens beslutning om at flytte flere afdelinger til Jylland kommer generaldirektøren garanteret politiske krav om det samme i forkøbet.

Når hun alligevel står tilbage som en taber, er det fordi, det dårligt kan være i hendes interesse, at der opstår dyb vrede i organisationen og frygt blandt de tilbageværende med­arbejdere, og så er det altså generelt dårligt for en virksomhed, hvis man tvinges til store forandringer – bare fordi man skal komme andres krav i forkøbet.

Så selv om generaldirektøren nok vil kunne tale længe om fortræffe­lighederne ved udflytningen, køber vi ikke argumenterne her i gossipredaktionens københavnerafdeling.