Her er ugens op- og nedture i dansk erhvervsliv

En stærk mand blev snydt, en ny cigarkonge blev fundet, og Lars Rebien endte på sit sædvanlige hold.

Foto: Linda Kastrup

Ugens opture

 

Rebien – igen igen

Indrømmet, det er en anelse fantasisløst at indrulle Novo Nordisk-topchefen Lars Rebien Sørensen på ugens vinderhold. Igen igen. Hvad er det nye og det overraskende i, at Novo Nordisk lægger endnu et rekordregnskab frem for 2014 – med udsigt til at lægge yderligere nogle alen til i 2015? Laver Novo Nordisk da slet ingen fejl?

Jo, præcis som andre store globale virksomheder laver Novo fejl, ligsom Novo på en række områder er kraftigt udfordret. Valutakurssvingninger, medicingodkendelser, eller mangel på godkendelser, og skrappe krav til sikkerheden i produktionen. Udfordringer som givetvis på de indre linjer i Novo-systemet kræver særdeles mange kræfter. Man må bare sige, at Novo og topchef Rebien har det med – stort set – altid at komme igennem disse prøvelser uden et anstrøg af ridser i imagelakken. Resultaterne taler for sig selv.

Intet tyder på, at Rebien & Co. i et stille øjeblik læner sig tilbage for at nyde cigaren. Presset på organisationen holdes intakt, og det kræver klare signaler fra toppen i Novo.

 

Den der ler sidst ler ...

Foto: Bax Lindhardt.

Så nåede biotekiværksætter Asger Aamund i mål. I hvert fald med sin ejerandel i Bavarian Nordic. Godt nok har han i de senere år hverken været med i ledelsen i Bavarian eller haft storaktionærstatus, men i et par årtier har man ikke kunnet nævne Bavarian uden også at nævne Aamund. Nu sælger han sine sidste aktier i selskabet for omkring 350 mio. kr. og er således helt ude af Bavarian.

En del af pengene skal bruges til at indfri gælden i Nordea, men mon ikke der bliver en lille sjat til overs til husholdningen og en ekstra gave til fruen i Aamund-huset. Aamund er en type, der deler vandene, men som altid synes tro mod sig selv, og de ideer han nu engang er optændt af. Ligesom han ikke synes at have lidt angstens og panikkens sved, dengang Bavarian-aktieposten ikke var noget værd. Det kendetegner en iværksætter. Og hvem ved, måske har vi slet ikke hørt den sidste erhvervshistorie fra Asger Aamund. Han påtænker således at putte nogle af pengene i nye erhvervseventyr. 

 

Nyder cigaren

Niels Frederiksen er et helt nyt navn i erhvervslivet. I hvert fald i erhvervslivets offentlighed. I 15 år en trofast leder i Scandinavian Tobacco Group, men nu træder han det sidste skridt op ad stigen og overtager topchefposten hos verdens største producent af cigar- og pibetobak efter Anders Colding Friis.
Og nu spørger du så kære læser, jamen er der overhovedet stadig nogen der nyder cigaren og babber på de sure piber? Ja, et eller andet sted må de findes. Scandinavian Tobacco er en milliardforretning og en glimrende indtægtsmaskine. Etisk ugleset, men der er stadig penge i tobakken. Ejet af de gamle tobaksfamiliefonde, Augustinus Fonden og Det Obelske Familiefond, og den svenske snusforretning Swedish Match.

Og netop her trykker skoen. En af Niels Frederiksens helt store opgaver bliver at få indfriet svenskernes ejerskab i tobakken, enten ved en børsntoring af Scandinavian Tobacco eller tilbagesalg til fondene. Swedish Match har aldrig matchet med den danske tobak.

Problemet er, at tobaksaktier er bandlyst mange steder hos pensionskasser og fonde.

 

Ugens nedture

 

DSV’s gamle stærke mand blev snydt

Foto: Liselotte Sabroe.

Leif Tullberg – en af stifterne af transportkoncernen DSV – er ikke ligefrem kendt som en mand man kunne løbe om hjørner med. I sin tid i transportbranchen var han kendt for at få sin vilje og ikke at være bange for at give udtryk for sine meninger – også på den hårde måde.

Men for engang skyld blev Leif Tullberg nærmest mundlam, da han torsdag fik besked om, at DSV Miljø, som han fortsat er storaktionær i, var blevet overdraget gratis af stor-aktionæren Triton til bankerne. Elendige regnskaber fik kapitalfonden til at kaste håndklædet – uden at have inddraget de mindre aktionærer – herunder Leif Tullberg.

Siden genvandt Leif Tullberg talelysten og var stenhård i sin kritik af Triton. Det er til at forstå, for Triton smider håndklædet på en måde, som gør økonomisk ondt på de øvrige aktionærer. Mon ikke Tullberg og Co. vil gøre sit for at drage Triton til ansvar – spørgsmålet er bare, om der er noget at komme efter.

 

Ryanair får Gossipredaktører i rødt

Foto: Simon Skipper.

»Den danske model, den russiske model, den tyske model ... De gælder ikke os! Det var den noget arrogante melding fra lavprisflyselskabet Ryanairs kommercielle direktør David O’Brien, da selskabet torsdag lod vide, at de begynder flyvninger fra København til marts.

Beskeden fra Ryanair har fået danske fagforeninger helt op i det røde felt – og det er til at forstå. På den ene side hylder vi gossipredaktører den fri konkurrence. Men ikke for enhver pris. Vi anerkender nemlig også kvaliteten af at leve i et samfund, hvor laveste fællesnævner – f.eks. når det gælder løn og arbejdsvilkår – ikke gælder. Vi har behov for fælles spilleregler, og dem må virksomheder – uanset hvem de er – leve efter, hvis de skal operere i og ud af Danmark.

Så ja tak til gode priser på fly – men nej tak til de Qatar-tilstande på arbejdsmarkedet, som Ryanair tilsyneladende vil indføre.

 

Horwitz betalte – bankerne har skylden

Foto: Torkil Adsersen.

På overfladen er det jo Finansrådets snart forhenværende direktør, Jørgen Horwitz, der fremstår som taberen, efter han tidligere på ugen de facto fik en fyreseddel – selv om alle har prøvet at pakke det pænere ind.

Bankerne bag Finansrådet vil have en anden profil til at føre Finansrådet videre, og det giver måske ok mening. Men faktisk er det vanskeligt at se, hvad Jørgen Horwitz skulle have gjort anderledes. For Finansrådets problemer er ikke ham, men bankernes helt egne.

Efter finanskrisen fremstår de som grådige, uansvarlige og har totalt tabt omdømme i den brede offentlighed. Derfor er det svært for bankernes organisation at trænge igennem overfor befolkning og politikere.

Det kan en ny direktør ikke ændre med et snuptag. Der skal i stedet et langt sejt træk og reelle ændringer i bankernes opførsel til.