Her er ugens bedste Business Gossip

Her er ugens op- og nedture i dansk erhvervsliv.

Her er ugens bedste Business Gossip
Læs mere
Fold sammen

Ugens opture

Napper Nipper også væksten?

Foto: Mikkel Berg Pedersen. Grundfoss-topchef, Mads Nipper. Fold sammen
Læs mere

Juniorgossipperen er taget på endnu en karrierefremmende rejse i det store udland og har derfor overladt det tunge åg med at finde ugens vindere og tabere til seniorgossipperen alene. Heldigvis har business-pingerne i denne uge stået i kø for at komme ind på listerne. En af dem er Grundfos-topchefen Mads Nipper. Han får pil opad i denne uge.

Mads Nipper kom til Grundfos midt i 2014, og 2015-regnskabet er således hans første hele regnskab – hans første eksamen. Og den er mere end bestået. Godt nok klager Nipper lidt over manglende toplinjevækst, og godt nok kom han ind på et tidspunkt, hvor Grundfos var gerådet ud i en form for identitets- og indtjeningskrise, men noget tyder på, at Nipper har brugt sin første tid på at få indtjeningen markant op. Endnu næppe nok for en virksomhed som Grundfos,

Foreløbig har Nipper nappet de lavthængende frugter, omkostningsbesparelser på de interne linjer – nu mangler »blot« væksten.

Lizette sidder ikke på hænderne

Foto: Linda Kastrup. LOs forholdsvis nye formand, Lizette Risgaard. Fold sammen
Læs mere

Hovsa, lønmodtagere og arbejdsgivere har fundet sammen i noget, der ligner et konstruktivt bidrag til den svære integration på arbejdsmarkedet af flygtninge, som kommer til landet. Og tak for det. LOs forholdsvis nye formand, Lizette Risgaard, har sammen med DA indgået en aftale om en såkaldt integrationsgrunduddannelse. Et kompliceret ord, men det dækker såmænd bare over et forsøg på at få de mange tusinde nye hænder i Danmark ind på arbejdsmarkedet, uden at smadre det.

LO-formanden skal ikke forvente tak fra dele af sit bagland i den store paraplyorganisation. Tværtimod. Store fagforbund som f.eks. FOA med Dennis Kristensen i front raser mod Lizette & Co. og betragter denne grunduddannelse som et første step mod den så omstridte indslusningsløn. Set udefra må man imidlertid konstatere, at LO-DA-initiativet da i hvert fald er et forsøg på at gøre noget aktivt frem for bare at sidde på hænderne.

Kogut på cat-walken

Foto: Linda Kastrup. Per Kogut. Fold sammen
Læs mere

Uha-uha, den første periode – det første år – efter en børsnotering er ofte den sværeste. Et fuldt ejet privat selskab skal lære at stå på egne ben til beskuelse og bedømmelse hver eneste dag på børsen. Selskabet med det intetsigende navn NNIT har bestået prøven, og dermed har også topchefen Per Kogut bestået prøven. NNIT-aktien har udviklet sig med plusser siden børsnoteringen for et år siden, en tak bedre end den generelle udvikling på børsmarkedet.

NNIT er det tidligere interne IT-selskab i Novo Nordisk-virksomheden, og Novo-folket har da også stadig den største ejerpost i det børsnoterede NNIT. Trods familieskabet med Novo Nordisk bliver fremtiden næppe »a walk in the park.« Nok er NNIT ikke en virksomhed, som henvender sig til almindelige forbrugere, men en af Per Koguts helt store opgaver bliver at sørge for, at NNIT ikke bliver klemt og glemt. 30.000 aktionærer står uden for og kigger på – og IT er jo ikke fodbold.

Ugens nedture

Ups, rødt kort til formand Bech

Foto: Martin Sylvest. Jan Bech Andersen. Fold sammen
Læs mere

Fodboldverdenens floskler står i kø for at karakterisere formand Jan Bech Andersens ageren i børsselskabet Brøndby. Hvis ledelsesfabrikken på Frederiksberg, CBS, mangler en klar case til brug i undervisningen er Jan Bech »gefundenes Fressen« under overskriften, sådan skal man ikke gøre.

Formand Bech har ledet virksomheden via en anonym profil med navnet Oscar på fanforrummet »Sydside Online.« En slags intern gossipredaktion hos Brøndby, hvor de forskellige ledere har fået med grovfilen. Gossipperne på Business forstår til fulde formand Bechs frustrationer på et tidspunkt, hvor udlandsdanskeren har tabt i omegnen af 100 mio. kr. på umuliusserne i Brøndby og sin passion for fodbold. Skal Brøndby overleve, må han endnu engang gribe dybt i lommerne. Gad i øvrigt vide, hvor dybe disse lommer er – og hvad formandens ledelseserfaring i grunden er baseret på. Spændende uger i vente på Vestegnen.

Andos advarsel

Foto: Simon Skipper. Göran Ando. Fold sammen
Læs mere

Spillet om topposten i Novo Nordisk kører for fuld udblæsning. Nok sidder den nuværende førstemand, Lars Rebien Sørensen, sikkert i sadlen, men i en tidsbegrænset periode. Og derfor er spørgsmålet, hvor lang tid Novo Nordisk-formanden Göran Ando i grunden kan trække den endelige beslutning om, hvem af prinserne i Novo-toppen, der skal tage over efter Rebien. Gossippernes gæt er, at den beslutning kommer i 2017 og at depechen lander hos Jakob Riis, forudsat selvfølgelig, at han ikke slår skæverter i 2016.

I denne uge gik Göran Ando ud i dagbladet Børsen med en højst overraskende udmelding, som gossipperne har tygget på lige siden – men ikke rigtig kan finde hoved og hale i. Novo-formanden hævede advarende pegefingeren og lod forstå, at der vil blive slået hårdt ned, hvis det ender med et internt opgør om topchefposten. Jamen, er det ikke lige præcis et hårdt opgør, Novo-bestyrelsen har lagt op til?

Sibberns farvel til Mols-Linien

Foto: Nasdaq HO. Bjørn Sibbern Fold sammen
Læs mere

Det tidligere økonomisk sønderskudte Mols-Linien brager et overskud af sted i 2015. Hvorfor er det nu et problem? At det går godt i Mols-Linien, er ikke problemet, det er derimod den noget mystiske beslutning fra børsdirektør Bjørn Sibbern, Nasdaq OMX i København, om at tillade afnotering af selskabet.

Og det selv om den nye ejer, kapitalfonden Polaris, blot ejer 80 procent af Mols-Linien efter et meget ophidset opgør tidligere i 2015 med en gruppe småaktionærer. Ingen tvivl om, at Sibbern kæmper for at holde så mange selskaber som overhovedet muligt på børsen. I dette tilfælde synes han dog ikke at have kæmpet helt så bravt. Det efterlader en noget underlig smag i munden af, at Polaris-opkøbet af aktierne i Mols-Linien skete til en billig penge på et delvist uoplyst grundlag.

Nu skal Finanstilsynet afgøre sagen. Egentlig er sagen så principiel, at den godt kunne berettige en retsafgørelse.