Her er ugens bedste Business Gossip

Her er ugens op- og nedture i dansk erhvervsliv.

Ugens opture

 

Anders Holch Povlsen

Anders Holch Povlsen har forelsket sig i Skotland. Bestseller-milliardæren har gennem en årrække opkøbt ejendomme i denne altid noget uregerlige del af United Kingdom, hvilket gør ham til Skotlands næststørste jordbesidder.

Anders Holch Povlsens ejendomme svarer til én procent af den skotske jord, hvilket vil sige over 800 kvadratkilometer eller halvanden gang Bornholm.

Bestseller-milliardæren er et både diskret og privat menneske og deler ikke i større stil med offentligheden, hvad strategien bag de store ejendomsinvesteringer egentlig er.

Det har åbnet for spekulationer om skattetænkning, hvilket Anders Holch Povlsen-lejren dog afviser. Opkøbene skyldes et oprigtigt ønske om at beskytte den skotske vildmark, hedder det.

Gossip-redaktionen vælger at tro på, at Anders Holch Povlsen er naturelsker, og vi er en smule misundelige på, at han har midlerne til i den grad at forfølge et nobelt formål. Vi forventer snarest at se ham i kilt og rødmossede knæ som en ægte skotte.

Jan Leschly

Med en flot international karriere længe før det blev moderne, har Jan Leschly i mange år været henregnet til Danmarks tungeste erhvervsfolk. Nu rykker han op i en af de fornemste bestyrelser i Erhvervsdanmark, nemlig i A.P. Møller Holding, som kontrollerer Mærsk-gruppen.

Ifølge efterretninger opsnappet af Gossip-redaktionens mærskologer, så læner Mærsk-familiens overhoved, Ane Uggla, sig meget op af Leschly og sætter voldsomt stor pris på ham. Hun kan nu føle sig tryg med ham i bestyrelsen under de disruptive forandringsprocesser, som Mærsk-gruppen står midt i.

Så til lykke til 76-årige Jan Jeschly, som nu kan krone 16 års dedikeret arbejde i bestyrelsen i det børsnoterede A.P. Møller - Mærsk.

Eneste hår i suppen, som vi ser os nødsaget til at fiske frem, er den relativt høje alder af flere af Holding-bestyrelsens medlemmer, herunder Ane Uggla selv (68 år) og Peter Straarup (65 år). Håbet er, at medlemmerne trods mange år på bagen ligesom afdøde Hr. Møller forstår at forny sig.

Lizanne Kindler

Findes der bedre historier end fortællinger om danskere fra Brøndby, Nørresundby eller andre provinsbyer, som drager til Amerika og bliver til noget stort? Nej vel!

En af dem er Lizanne Kindler, der er opvokset i Brøndby som datter af to døve forældre, men som har reliseret den amerikanske drøm. I dag er hun topchef i tøjkæden Talbots med over 8.000 ansatte, otte milliarder kr. i omsætning og 540 butikker i USA.

At Lizanne Kindler så tilmed har plantet en dansk ledelseskultur i USA med flad struktur, debat og inddragelse frem for hierarki, er så meget mere imponerende.

Gossip-redaktionens beundring for hende stiger yderligere, fordi hun har sørget for at gifte sig med den rigtige ægtefælle, som er mand nok til at droppe sin karriere og blive hjemmegående og tage sig af børnene. Dette er er hverken gængs eller nemt i USA. Med sin mands modige beslutning har hun kunnet koncentrere sig om jobbet og lægge de nødvendige 12 timer dagligt dér.

Ugens nedture

Bo Nilsson

Jeg har sjældent set så brede smil, så knyttede næver og sådan et »Ha – der ramte vi den lige bagi«-udtryk, som da Nets gik på børsen i sidste uge.

Tag f.eks. og gå tilbage i arkiverne og tjek billederne af Nets-topchef Bo Nilsson, der udstråler en nærmest overstadig glæde efter børsnoteringen.

Det kan jeg godt forstå, hvis man alene ser på den runde halve milliard kroner, han selv får ud af salget på børsen. Og ejerne Advent, Bain og ATP har nok heller ikke været kede af milliardfortjenesten, som de har hevet hjem på rekordtid.

Men nu har hverdagen meldt sig i form af faldende aktiekurs og hård kritik af sælgerne og topledelsen. Den kritik kan jeg godt forstå. For Nets ser lige nu ud som et gammelt forsuttet bolsje, hvor sælgerne helt har glemt, at ved en børsnotering skal der altid være noget til køberne (læs en sikker start med fornuftig kursudvikling).

Så måske kunne Bo Nilsson og sælgerne glæde sig i sidste uge, men de skal huske, at den slags grimme historier bliver husket – og et ry som grådig er svært at slippe af med.

Jerzy Gruhn

I Bagsværd, hos Novo Nordisk, er situationen p.t. aldeles uvant.

For vi har jo med en organisation at gøre, som har kunnet gå på vandet. Har været alle successers moder og en darling på børsmarkedet, hvor investorerne er blevet forgyldt af Novos mangeårige fremgang.

Nu er situationen vendt på en tallerken, og hårdt amerikansk prispres gør, at aktierne drøner ned, og ledelsen er i regulært opbrud.

Det har allerede fået hovederne til at rulle i Novo Nordisk – både på ledelsesgangen og ude i organisationen, og torsdag bød på endnu et lynfarvel fra ledelsen.

Jerzy Gruhn, europæisk direktør og tidligere medlem af koncernledelsen, forlader selskabet efter reelt at være blevet degraderet. Det er altså en vild udvikling, vi er vidner til. Ja, nærmest en slags disruption for Novo Nordisk, der må erkende, at de pludseligt bliver hårdt presset på priserne på deres produkter – ikke mindst i USA.

Den risiko kendte ledelsen jo nok godt. Men måske valgte de bare at lukke øjnene for den.

Frank Jensen


Som nogen måske vil have bemærket, så glimrer den sædvanlige seniorchefredaktør Hansen ved sit fravær denne uge. Den korte historie er, at han ikke kunne stå for det hårde arbejdsmiljø på Gossip-redaktionen og nu gemmer sig under dynen.

Så kunne man tro, at undertegnede skulle agere chefredaktør – men nej.

Birgitte Erhardtsen er tilbage på Gossip-redaktionen og har indtaget rollen – suk.

Sukket blev der nok også på overborgmesterkontoret i København i denne uge. For kollegerne på Finans har dygtigt afdækket en regulær skandale omkring bygningen af et nyt forbrændingsanlæg på Amager.

Historien er lang, men den summer sammen til, at byggeriet løber over budgetterne med milliarder, og så står det efterhånden fast, at overborgmester Frank Jensen godt vidste, at det ville ske.

Man kan spørge sig selv, hvorfor anlægget så er blevet sat i gang – men det er jo ikke alt, man forstår, når det gælder politik.