Her er ugens bedste business-gossip

Her er ugens op- og nedture i dansk erhvervsliv

Niels Smedegaard, DFDS Fold sammen
Læs mere
Foto: Columbus Leth

Ugens opture

Aktivist i blå habit

Det er sørme nye tider i Danske Bank. Banken, der i alle år har haft ry for at være blå og konservativ – selve grundstenen i den danske finansverden – smider hammen.

For med udnævnelsen af den tidligere finansaktivist Jacob Aarup-Andersen til ny økonomidirektør, sidder der nu to helt andre typer end tidligere i topledelsen.

Tænk bare, at den tidligere kapitalfondstop, Ole Andersen, er formand i banken. Det ville have været uhørt for bare få år siden. Og at Jacob Aarup-Andersen, en mand der vil være velkendt som en aktivistisk investor i mange danske virksomheder, nu skal styre økonomien, viser, at Danske Bank er under forvandling.

For Jacob Aarup-Andersen er jobbet det foreløbige højdepunkt i en hastigt opstigende karrierekurve. Meget tyder på, at toppen endnu ikke er nået, og at manden nok skal nå endnu længere.

Blåt er guld

Normalt ville et fremragende kvartalsregnskab langtfra være tilstrækkeligt til at kvalificere »ophavsmanden« til en plads på ugens vinderliste.
Så når vi gør en undtagelse denne gang, så skyldes det selvfølgelig en række bagvedliggende faktorer.

Men Niels Smedegaard, adm. direktør i rederiet DFDS, har altså vist sig at have en rigtig heldig hånd og leverer fremragende tal i det danske rederi.

Det er imidlertid mere de bagvedliggende muligheder, som gør rederiet mere spændende end de fleste.

En ting er, at DFDS nu har fået styr på en langstrakt kamp på Den Engelske Kanal – hvilket i sig selv nok skal give et godt afkast – noget andet er, at rederiet har en fyldt pengetank, så man nu for alvor kan udnytte tidens lavvækst og pressede konkurrenter til at købe sig endnu større

Kongen af guldægget

Et usædvanligt interview og en usædvanlig åbenhjertighed, gør medicoselskabet Genmabs hollandske direktør, Jan van de Winkel, til ugens gossipvinder.

I erhvervslivet er det ofte tavsheden, der vinder, når man har at gøre med topcheferne.

Som journalist skal man nok få svar – men ikke sjældent af den pæne, glatslebne slags. Derfor var det så befriende, da Jan van de Winkel tidligere på ugen åbent fortalte, at han da var blevet opfordret til at tage topchefjobbet i Genmab, lang tid før det skete, og selv om selskabet i forvejen havde en højt profileret leder.

Jan van de Winkel står uanset hvad, som succesrig chef for en særdeles succesrig virksomhed. Genmabs aktiekurs er steget med 1.300 procent siden sommeren 2010 – så hans grundlag for at »vise sig« må vist siges at være helt på plads.

Ugens nedture

Bankejer Claus Hjort i vildrede

Bankejer Claus Hjort Frederiksen har et problem. I Lemvig og omegn. Staten via finansminister Claus Hjort Frederiksen ejer 81 procent af den kriseramte Vestjysk Bank. Der er brug for opbakning og aktivt ejerskab fra hovedaktionæren til den overlevelsestruede bank. Kapitalgrundlaget er skrøbeligt.

Det er forståeligt, at finansminister og bankejer Claus Hjort har haft travlt med andre ting i denne tid, bl.a. har han banket en finanslov på plads. Men det er kvælende for en regionalbank af denne størrelse at have en storaktionær, som er så passiv som den danske stat. Det skal med, at staten nødtvungent har været nødt til at konvertere lån til ansvarlig kapital og dermed er kommet ind som passiv storaktionær. Set udefra virker det som om, Vestjysk Bank er en langstrakt afviklingsforretning. Måske tiden er inde til en rekonstruktion af banken med en ny ejerstruktur – eller afvikling.

Nipper er skuffet

Arrh, den er ikke ligetil. Gossipredaktionen har vendt skråen et par gange i forbindelse med vurderingen af udmeldingen fra Grundfos-chefen, Mads Nipper. Nipper er skuffet og skamfuld på det danske samfunds vegne over, at Skat kaster sig over hæderlige danske virksomheder som Grundfos i Skats jagt på manglende skattebetaling i forbindelse med transfer pricing-sager.

Det er selvfølgelig godt, at Grundfos-chefen klart melder ud, og det er også fair, at Mads Nipper og hans folk tilrettelægger sig på en måde, så Grundfos ikke kommer til at betale mere i skat, end loven tilsiger. Skat er en omkostning, og virksomhedsledere skal holde snor i omkostningerne.

Nippers beklagelser virker dog ganske tantede. Hvis der er uenighed med staten om skattebetalingen, jamen så har vi domstolene til at tage sig af disse ting. Så op på hesten igen, Mads Nipper.

Hele Danmarks leder fejlede

En af landets absolut højest profilerede topledere fejlede i denne uge. Landstræner Morten Olsen lykkedes ikke med EM-kvalifikationen, selv om fodboldsagkundskaben sagde, at vi (næsten) på alle områder var den sidste forhindring før EM, nemlig Sverige, overlegen. Ikke desto mindre fejlede fodbolddrengene, og således fejlede også Morten Olsen med sin ledelsesopgave.

Indrømmet, det er en svær opgave, ihukommende, at Danmark har rundt regnet fem millioner fodboldeksperter, og han er selvfølgelig afhængig af de 11 på banen, men også topchefer i den øvrige del af erhvervslivet er afhængige af medarbejderne. Raseriet i sportspressen efter nederlaget til Sverige var dog svært at få øje på. Olsen trak sig fra jobbet og i stedet for at blive heglet igennem med hård kritik, blev han hyldet for sine mange år i DBU-regi. Det er en smuk menneskelig gestus, om end milevidt fra normal praksis i business-Danmarks øverste top.

TV: Surt opstød mod Skat gør Grundfos-chef til ugens taber: