Her er Obamas hold

På tirsdag aflægger Barack Obama ed som USA’s præsident. Men han har allerede haft mere end travlt med at sammensætte det hold af ministre og ledende embedsfolk, der skal bære USA ud af den værste økonomiske krise 1930’erne. Berlingske Nyhedsmagasin præsenterer her 10 nøglepersoner.

Steven Chu, energiminister
Obama har pustet til de grønne vinde, og således er posten som amerikansk energiminister pludselig omgærdet med fornyet storhed – og ikke mindst Obamas håb om at tilvejebringe nye job og ny velstand til USA. Manden på klimaposten hedder Steven Chu, han er 60 år, og den første nobelprismodtager på en ministerpost i USA.

Valget vidner om et decideret paradigmeskift i det amerikanske energiministerium. Tidligere fokuserede ministeriet på atomkraft og affald, men Chu er urokkelig i troen på farerne ved klimaforandringerne. Han har erklæret sig enig i Obamas ambitiøse mål om at skabe millioner af nye grønne job, udvikle alternativ energi og gøre USA mindre energi-afhængig. Bag sig har Steven Chu et professorat i fysik og en glorværdig forskerkarriere på de californiske universiteter UC Berkeley og Stanford.