Her er Obamas hold

På tirsdag aflægger Barack Obama ed som USA’s præsident. Men han har allerede haft mere end travlt med at sammensætte det hold af ministre og ledende embedsfolk, der skal bære USA ud af den værste økonomiske krise 1930’erne. Berlingske Nyhedsmagasin præsenterer her 10 nøglepersoner.

Læs mere
Fold sammen
Tom Daschle, sundhedsminister
Tvangsauktioner, fyringer og lav forbrugertillid; der hersker ikke længere tvivl om, at USA bevæger sig på kanten af en depression, og optimismen i den amerikanske befolkning skal genvindes, hvis en forværring skal undgås.

Et af Barack Obamas trumfkort bliver at give det amerikanske sundhedssystem en overhaling, og manden, der kommer til at stå i spidsen for det gigantiske projekt, er 61-årige Tom Daschle. At ændre på det amerikanske sundhedssystem er ikke let, blandt andet på grund af modstand i Kongressen, men her kan Daschles mangeårige kendskab til arbejdet på Capitol Hill blive værdifuldt.

Her sad han i 26 år, heraf 10 år som demokraternes leder af senatet. Både i perioder med demokratisk mindretal og i perioder med flertal er Daschle blevet kendt for sin rolige og troværdige stil. Daschle har efter udnævnelsen udtrykt en forventning om, at demokraterne med en større majoritet i Kongressen kan realisere planerne om “overkommelige” sundhedsydelser til alle allerede næste år.