Her er listen over milliardærboblerne nr. 1-50

Specialrapport: Berlingske Nyhedsmagasin præsenterer her årets milliardærboblere nr. 1-50 og dermed en stor gruppe af de danske formuer, der ikke kunne nå op blandt den absolutte top50 på Danmarks Rigeste 2008, men fulgte lige efter. Læs miniportrætterne af 50 erhvervseventyr.

Foto: Claus Bjørn Larsen . Søren Langvad.
Læs mere
Fold sammen
Nr. 36. Familien Eikemo Thorgaard, Kivi-tex 0,6 mia. kr.
Gode penge i vask. Kivi-Tex er der måske ikke mange, der har hørt om. Men klokkerne vil måske ringe, når man fortæller, at selskabet er moderselskab for De Forenede Dampvaskerier. Firmaet blev stiftet i sin tid af Kristian Peter Thorgaard, og hans efterkommere ejer stadig koncernen, ligesom de i et vist omfang også leder den. Forretningen er i tidens løb blevet udvidet med flere tilkøbte virksomheder inden for rengøringsbranchen og facility management – altså en udvikling i retning af ISS. Og lønsomt er det: Overskuddet før skat i Kivi-Tex har de seneste år ligget solidt over 100 mio. kr. og afkastningsgraden på mellem 12 og 18 procent.

Nr. 37. Familien Langvad, Pihlson Holding 0,6 mia. kr.

Familieejet entreprenør. Pihlson Holding ejer entreprenørselskabet Pihl & Søn, der hidtil har overlevet alle byggekriser og andre nedture i branchen. Det familieejede Pihl & Søn er i dag det ene af tre tilbageværende danskejede store entreprenørfirmaer, og det er endda i rent familieeje. Direktør og bestyrelsesformand er fortsat den nu 84-årige Søren Langvad, og begge hans sønner er medejere og ansat i firmaet. Hidtil er alle fusionsbølger gået uden om Pihl & Søn, men sådan bliver det ikke nødvendigvis ved, for siden 2007 har rentabiliteten været under pres.

Nr. 38. Niels Peter Louis-Hansen, N.P. Louis-Hansen 0,6 mia. kr.

Behov for formuepleje. Bag dette navn gemmer sig den familieformue, som kontrollerer det børsnoterede Coloplast. Niels Peter Louis-Hansen er næstformand i Coloplast og er familiens reelle overhoved, efter at hans mor, Johanne Marie Louis-Hansen, døde i efteråret i en alder af 93. 2008 har ikke været et godt år for familieformuen. Indtjeningen i Coloplast halter, og den hidtidige koncernchef, Sten Scheibye, blev reelt fyret efter 13 år på posten; ejerne var utilfredse med regnskaberne, herunder de manglende resultater af have flyttet produktion til Ungarn.

Nr. 39. Aksel Hjorth Jensen, Medinova 0,5 mia. kr.

Stort formuetab. Den tidligere ejer af Nordisk Røntgen Teknik er en af de rigmænd, som finanskrisen har været hård ved. Aksel Hjorth Jensens investeringsselskab, Medinova ApS, tabte 199 mio. kr. efter skat i det regnskabsår, som sluttede med udgangen af juni 2008. Formuen stammer fra 2002, da han solgte sine to tredjedele af aktierne i Nordisk Røntgen Teknik, som leverer højteknologisk udstyr til hospitalssektoren. Hans datter, Annette Hjorth Jensen, beholdt resten, hvilket hun i øvrigt næppe er utilfreds med; NRT’s egenkapital er syvdoblet over de seneste fire regnskabsår.

Nr. 40. Familien Helmersen, St. Frederikslund 0,5 mia. kr.

Tøjpenge i op- og nedture. Siden tøj-magnaten Klaus Helmersen solgte modeimperiet Carli Gry, har familie-formuen været udsat for lidt af hvert. 2 mia. kr. af den oprindelige indtægt efter børsnoteringen af Carli Gry sammen med Inwear under navnet IC Companys forvitrede efter et usædvanligt svindelnummer begået mod Klaus Helmersen i 2001. Siden vendte Helmersen tilbage med investeringer i blandt andet ejendomme og var faktisk med blandt Danmarks 50 rigeste i 2007. Formuen i selskabet St. Frederikslund har dog været på endnu rutsjetur, men der er stadig værdier nok til at være med på denne liste.