Henrik Aamann Nielsen

Henrik Aamann Nielsen, økonomi, Talent 2016.
Læs mere
Fold sammen

Han omsætter tal til beslutninger

Henrik Aamann Nielsen sidder som CFO og vice president med i JN Datas øverste ledelse, og han har det økonomiske ansvar og ditto for jura og indkøb.

»Men tidsmæssigt bruger jeg næsten mere tid på tværgående, strategiske aktiviteter, og det er superspændende,« fortæller Henrik Aamann, der ikke ser sig selv som en klassisk økonom, grundet sin store interesse for at lave forretning:

»Tallene i sig selv er – i gåseøjne – ligegyldige. De er først rigtigt relevante, når man kæder dem til beslutninger.«

Talent og flid er dog ikke nok. Nøglen til succes er at have de rigtige folk og ledere ansat, mener han. Og med en finanssektor under store forandringer, har organisationen brug for alle kompetencerne.

»Det er spændende, men krævende, for hvor man i gamle dage gjorde, som man gjorde i går, er mantraet nu med modsat fortegn,« siger han, hvorfor lydhørhed og et åbent sind er hjørnesten i Henrik Aamanns ledelsesværktøjskasse.

Aamanns chef og adm. direktør i JN Data, Claus Østergaard, er heller ikke sen til at anerkende sin CFOs menneskelige egenskaber.

»Hans pragmatiske og åbne tilgang betyder, at han kan samarbejde med folk på alle niveauer, og han er god til at tage pulsen. Han er ikke ret gammel, men han opfører sig meget erfarent og modent,« siger han.

Henrik Aamann Nielsen

35 år, CFO & vice president, JN Data

2007: Master i Business Economics – Financial accounting, Aalborg Universitet

2012: Finance manager, Netcompany

2013: Head of IT finance, Dong Energy

2015-: CFO & vice president, JN Data