Hedegaard kan kæmpe sig tilbage

Nederlaget i slaget om CO2-kvoterne er det største, som Danmarks EU-Kommissær hidtil har indkasseret i Bruxelles. Hvis opgaven var stor før, er den ikke blevet mindre nu.

Nederlaget i slaget om CO2-kvoterne er det største, som Danmarks EU-Kommissær hidtil har indkasseret i Bruxelles. Hvis opgaven var stor før, er den ikke blevet mindre nu. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv om Connie Hedegaard har lettere ved at forklare årsagerne og konsekvenserne af sit nederlag i slaget om CO2-kvoterne, end DI har ved at forklare fordelene ved deres sejr, så ændrer det intet i sig selv. I politik måles man ikke på forklaringer men på resultater, og i opgøret om EUs CO2-kvoter tabte Connie Hedegaard. Der er ikke andre måder at forklare det på.

På et møde med den danske presse lige efter nederlaget i Strasbourg i forgårs, som vel er kommissærens største til dato, forklarede og forsvarede Connie Hedegaard sig bravt. Hun foretrak at bruge »vi« og »EU-Kommissionen« om ejerskabet til fiaskoen.

Antallet af stemmer for og imod adskilte sig med 19. Hvis Hedegaard havde sikret blot ti stemmer mere, var afgørelsen tippet til fordel for hendes redningsplan, og så havde denne artikel handlet om, hvor solidt Hedegaard havde spillet spillet.

Pressen foretrak et »du«, og spørgsmålene tog afsæt i parlamentarikernes kritik af kommissæren for ikke at have dyrket parlamentet nok. Kommissæren kaldte det noget vrøvl og argumenterede godt for det.

Nogle nederlag skal man begræde, glemme og komme videre fra. Men det kan Connie Hedegaard ikke tillade sig. For i nederlaget gemmer sig en kinamands chance: Hedegaards forslag om at trække 900.000 mio. CO2-kvoter ud af markedet i håbet om, at det vil hæve prisen fra det historisk lave niveau, så investeringer i grøn teknologi igen kan betale sig, blev ikke helt forkastet.

Hedegaards chance er, at parlamentet har sendt sagen tilbage til miljøudvalget, der nu skal bruge mindst et par måneder på et justeret forslag. Vil Hedegaard vende nederlaget til en sejr, er stemmemønstrene altafgørende.

Lad os se på dem: Forslaget blev forkastet med 334 imod, 315 for. 63 stemte blankt, mens 45 ikke var til stede. I den afstemning skulle der altså ikke flyttes mere end ti nej-stemmer til ja-stemmer, før Hedegaard havde vundet.

Lige så vigtig er den afstemning, der sendte sagen tilbage til miljøudvalget: 300 parlamentarikere stemte imod. 343 stemte for. Der er altså et flertal på 43 parlamentarikere, der gerne vil stemme om en ændret udgave af Hedegaards plan. Af de stemmer, som er flyttet fra at sige nej til forslaget og til at ville have det fremsat igen, var syv liberale og 15 socialdemokrater.

Der er altså noget at arbejde med for Connie Hedegaard, og når hun dykker yderligere ned i stemmemønsteret, vil hun også kunne se, at i den konservative gruppe, der var de hårdeste modstandere – og med en gruppelinje imod backloading, rykkede stemmeafgivningen sig markant i forhold til en vejledende afstemning for en måned siden: Sidst stemte blot fem pct. i EPP-gruppen ja til forslaget, mens det i går var knap 23 pct, en stigning på 17 procentpoint. 59 EPP’ere stemte for planen og 21 blankt.

Dermed kan Hedegaard ikke kritiseres for at være mislykket med at bearbejde backloadings hårdeste modstandere, som har hjemme i hendes egen konservative gruppe.

Hedegaards nederlag blev skabt af socialdemokrater og liberale. Her faldt forslaget med næsten 25 procentpoint i begge grupper i forhold til tidligere.

Hedegaards udfordring er nu, at modstanden mod backloading skal findes alle andre steder end i miljøudvalget, hvor forslaget er havnet. Industriudvalget er eksempelvis en hård modstander, industriens lobbyindsats bliver ikke mindre i de kommende måneder, og samtidig er Hedegaards udfordring også, at de kriseramte sydlige eurolande vred armen om på mange parlamentarikere og krævede et nej, fordi de ikke har råd til de mindste forhindringer i de kortsigtede vækstmuligheder.

Så selv om Connie Hedegaards backloading først formelt bliver et anliggende for ministerrådet, hvis det lykkes at få vippet det forholdsvis overskuelige antal nej-stemmer blandt parlamentarikerne til et ja, er det afgørende for Hedegaard at arbejde på de internationale linjer allerede nu. Der er langtfra enighed, og eksempelvis Polen er hård modstander og Tyskland læner mod et ja, men har ikke officielt taget stilling. Første mulighed er mandag på mødet for EUs miljøministre i Dublin.

Mon ikke Connie får travlt i korridorerne?