Da Bruce Dickinson blev optaget som forsanger i Iron Maiden i 1981, havde bandet allerede eksisteret siden 1975, udgivet to plader og var på det tidspunkt et veletableret navn. De var nærmest blevet kult i Londons undergrund. Men Dickinsons karismatiske optræden på scenen og professionalisme løftede Iron Maiden op fra undergrunden og bar det ud til mainstreampublikummet. De blev et af 1980ernes bedst sælgende bands.

Det skete især med bandets tredje udgivelse, »The Number of the Beast« fra 1982, der gjorde dem til verdensstjerner. Bruce Dickinson overtog nærmest bandet og løftede det mod bjergets top, som Rasmus Rosenørn beskriver det. Han er kulturhistoriker med speciale i populærkultur og ærke-Iron Maiden-fan. Han betegner Bruce Dickinson som en ægte professionel og med et dunkende iværksætterhjerte. For sideløbende med Iron Maidens verdensturneer dyrkede Dickinson sine egne interesser i stor stil.

De andre medlemmer i Iron Maiden drillede faktisk Bruce Dickinson, fordi han aldrig drak særligt mange bajere efter koncerterne. Han drak te og tænkte på sin form. Nogle gange hændte det endda, at forsangeren løb rundt på scenen uafbrudt under de to timer lange koncerter. Uden at publikum kunne høre det på hans stemme. Han blev sjældent forpustet. Alligevel forsøgte de andre bandmedlemmer flere gange forgæves at hælde alkohol i ham, så stemmebåndet kunne blive mere råt.

Men Bruce tænkte på sin karriere ved siden af heavy metal-bandet. Han var en ivrig fægter og var flere gange lige ved at blive udtaget til De Olympiske Lege for England. Inden OL i Seoul i 1988 kvalificerede han sig faktisk, men valgte i stedet at tage på verdensturné med Iron Maiden. Senere samme år grundlagde han endda sin egen virksomhed, The Duellist, der sælger fægteudstyr, og mellem koncerterne fandt han sågar tid til at skrive bøger til børn og voksne.

Men det stopper slet ikke her. I 1990 tog han en pilotuddannelse og begyndte at flyve Boeing 757 for det britiske flyselskab Astraeus Airlines. Men mens alting rullede for Iron Maiden, tog den karismatiske forsanger et drastisk valg. Dickinson forlod bandet i 1993 og kom først tilbage i 1999.

»Det er faktisk ret almindeligt blandt stjerner i underholdningskulturen,« siger Rasmus Rosenørn.

»Det er trangen til at skabe noget nyt, når de står på toppen af deres karriere og ikke føler, de kan klatre længere op ad bjerget. Så tænker de tilbage på, hvordan man kæmpede sig op og ikke vidste, om det endte i et flop eller en succes. Det er, når succesen er i hus, at man begynder at savne det sus, driften efter at kæmpe sig op igen.«

Han kan ikke lade være med at sammenligne Dickinson med netop den stjerne- iværksættertype, der vil se ting vokse omkring sig. Det ser man også med burgerkæden Planet Hollywood, som filmstjernerne Arnold Schwarzenegger, Sylvester Stallone og Bruce Willis bankede op fra bunden. Eller med den afdøde skuespiller og racerkører Paul Newman, der skabte sit eget salatdressingfirma.

Men det er ikke kun skabertrangen, der gløder i Bruce Dickinson. Han er selvglad, så det basker, fortæller Christian Schou, der er sælger hos Arrow og kæmpe Iron Maiden-fan. Da Dickinson forlod Iron Maiden, brugte han et kvarter på at fortælle publikum ved afskedskoncerten, at de skulle lytte til hans kommende solonumre, husker han.

»Dickinson har bare ikke nogen kritisk distance til sig selv. Han er krukket og har et enormt ego,« siger Christian Schou og fortsætter: »Men selvfølgelig kan han tillade sig det, se lige hvad han har opnået.«

I dag farer Dickinson stadig rundt på verdens store scener. Om dagen friserer han håret, hænger en jakke over skuldrene og holder foredrag om at genopfinde sig selv som iværksætter. Men så snart mørket falder på, trækker han de nittedækkede læderhandsker over sine britiske knoer og løber rundt på scenen som forsanger i Iron Maiden.