Headhunter: Kvinder skal ofre sig på karrierens alter

Kvindekvoter er ikke vejen til flere kvinder i danske bestyrelser, mener landechefen for rekrutteringsvirksomhed Korn Ferry. Problemer er at danske familier og kvinder ikke er villige til at ofre sig på karrierens alter.

Foto: BJARKE ØRSTED

Hvis der skal flere kvinder i de danske bestyrelser, kræver det flere kvinder på direktionsgangene, og at nå dertil fordrer, at kvinderne er villige til at ofre familiens velfærd på karrierens alter. Talentmassen er alt for lille i dag, vurderer Kai Hammerich, der er headhunter og landechef for den globale rekrutteringsvirksomheden Korn Ferry.

Det er hans reaktion på CBS-professor Marie Louise Mors og hendes amerikanske professorkollega Margarethe Wiersema undersøgelse, hvor de har interviewet over 60 bestyrelsesformænd - kvinder som mænd - og rekrutteringsdirektører blandt de 300 største børsnoterede selskabsbestyrelser i Norden, Europa og USA. Undersøgelsens konklusion er, at uden kvoter, ingen kvinder i danske og udenlandske virksomhedsbestyrelser.

Kai Hammerich finder CBS-professor Marie Louise Mors’ og hendes amerikanske professorkollega på California University Margarethe Wiersemas undersøgelse interessant, men »lidt tandløs« og uden »en egentlig praktisk hypotese«. Han siger:

»Bestyrelsesrekruttering blandt de store danske virksomheder, er i dag meget mere professionel end den var for 20 år siden. I 1990erne bestod den typiske C20 bestyrelse af erfarne danske mænd, fra et snævert netværk, suppleret med en enlig svensker eller nordmand. International mangfoldighed er lang større i dag. Mange C20 bestyrelser har i dag over 50 procent udlændinge med solid international erfaring og relevante kompetencer. Det har taget 20 år at nå hertil«.

Når han bevæger sig i bestyrelsesland, så er det hans klare fornemmelse, at langt de fleste bestyrelsesformænd »brændende ønsker flere kvinder i bestyrelsen« og tilføjer han ikke mindst i topledelsen.

Og hvis bestyrelserne ikke kan finde nordiske kandidater, så søger de gerne bredt internationalt.

Han er ikke tvivl om, at vi i de kommende år vil se flere kvinder både i topledelsen af og i bestyrelsen i landets største virksomheder.

»Dog ofte kvinder med en international baggrund«.

Det skyldes ifølge Kai Hammerich, at Danmark »desværre endnu ikke har udviklet en stor nok kvindelig talentmasse, med den rette globale topleder erfaring som oparbejdes over mange år i de store global koncerner internationalt som i Danmark«.

Det er netop de meritter og erfaringshorisonter, som de allerstørste virksomheder herhjemme har behov.

Samtidig finder Kai Hammerich, at »vi har en kulturelt grundet udbudsudfordring«, som han kalder det.

»Der er ikke nok familier og kvinder, som er villige til at ofre familiens velfærd på karrierens alter - og er villige til at tage en internationale udstationering i 5-10 år, søge mod toppen, og kæmpe kampene for at vinde i karriereræset, og arbejde lange dage og weekender«.

»Den holdning forstår jeg og respekterer som dansker, men det er et unikt dansk problem som koblet sammen og forstærket af, at holdningsmæssige forandringer tager tid og kræver konstant moment. Det tager tid at udvikle top talent«.

»Forhåbentlig vil ændre sig over tiden når den nye generation ledere kommer til. Jeg tror faktisk at Danmark vil vise sig at være mere agil end andre lande. Men det kræver at flere familier og kvinder ønsker at hoppe på karrierevognen i en global verden«.