Hanni Toosbuy Kasprzak: Skomagerens datter er Danmarks rigeste kvinde

Hanni Toosbuy Kasprzak deltager meget aktivt i virksomhedens liv. Fold sammen
Læs mere
Foto: ECCO

Hanni Toosbuy Kasprzak, 60 år, formand og ejer, ECCO

Det er svært at komme uden om familien, når det handler om Hanni Toosbuy Kasprzak. Sønderjyden har arvet det globale skobrand Ecco efter sin far, Karl Toosbuy, og er i dag med en formue på mere end tyve milliarder Danmarks rigeste kvinde.

Hun er bestyrelsesformand for og ejer af ECCO, og det har hun været, siden Karl Toosbuy døde i 2004. Globalt råder ECCO-koncernen over 2.300 butikker. Alene i 2017 var der tale om en fremgang på 120 butikker.

I fjor overlod Hanni Kasprzaks mand, Dieter Kasprzak, posten som administrerende direktør for ECCO til Steen Borgholm, som dermed blev den første CEO uden for familien. Virksomheden har med Borgholm i spidsen vist vækst i både omsætning og indtjening i 2017.

Tredje generation i Ecco-familien, 28-årige André Kasprzak, har overtaget sin far, Dieter Kasprzaks, plads i bestyrelsen i hovedselskabet Ecco Sko.

Hanni Kasprzak er også i bestyrelsen i Dressurens Venner, og privat fylder ridesport meget. Hendes datter, Anna Kasprzak, er OL-dressurrytter.