Han kæmper for de kreative branchers rettigheder

Talent 100: Søren Danelund Reipurth, 35 år, director, Lundgrens

Kategori: Rådgivere

Søren Danelund Reipurth kan hverken synge, tegne eller sy. Måske er det derfor, han bruger sine evner som advokat til at hjælpe dem, der kan. Den 35-årige advokat, der i dag er ansat hos Lundgrens, er da også med til at føre den første højesteretssag om ophavsret til mode siden 2011. Og sagen, der handler om en ikonisk gummistøvle, er principiel, for Højesteret skal vurdere, om modebranchen skal sidestilles med andre kreative brancher.

Det var Søren Danelund Reipurths far, der mente, at han skulle holde øje med immaterialret. Da han fik studiejob i AntiPiratGruppen med sloganet »Vi sagsøger dig langt ind i helvede«, måtte han give sin far ret. Inden havde han svært ved at se, hvordan jura kunne blive skægt, men nu handlede det om film og musik. Han har rådgivet kreative brancher siden og er en af de advokater i Danmark, der har størst erfaring med modebranchen.

Managing partner i Lundgrens, Thomas Stampe, fortæller, at Søren  Danelund Reipurth er helt unik.

»At rådgive klienter ordentligt handler ikke kun om jura, men også om at forstå de forretningsmæssige behov og huske, at vi har med mennesker at gøre. Den gode advokat skal være i stand til at rådgive en klient til ikke at føre en varemærkesag, som klienten sikkert kan vinde, hvis det f.eks. forretningsmæssigt er en dårlig idé. Det kan Søren,« siger Thomas Stampe.

For 16. år i træk sætter Berlingske fokus på de mest talentfulde unge i dansk erhvervsliv med portrætter af 100 talenter fra et bredt udsnit af erhvervslivet. Læs mere om Talent 100 her.