Han formidler kompleks økonomi til virkeligheden

Talent 100: Neil Gallagher, 27 år, Senior Economist, Copenhagen Economics A/S

Neil Gallager

​Kategori: Rådgivere

Når noget er så komplekst, at det er uoverskueligt, elsker Neil Gallagher at analysere det, indtil det bliver til at forholde sig til. Det var derfor, han ville studere økonomi.

Hos konsulenthuset Copenhagen Economics har han fundet det perfekte sted til at udfolde sig. For her skal han ikke bare regne, men også formidle og sætte i kontekst.

»Det er vigtigt, at jeg kan gøre økonomi relevant og hjælpe vores kunder med at træffe bedre beslutninger. Vi skal bringe vores dataanalyse og modeller ind i deres virkelighed,« siger han.

Siden han blev færdiguddannet for to et halvt år siden og direkte derefter begyndte at arbejde for Copenhagen Economics, er det gået stærkt for den 27-årige økonom, der hurtigt er blevet forfremmet til Senior Economist. Ligesom han også har fået ansvaret for forretningsområdet Tender & Auction Support, der er et kompliceret felt, hvor store beløb er i spil.

Henrik Ballebye Okholm, partner i Copenhagen Economics, kalder Neil Gallagher en økonom i den absolutte elite.

»Han er rasende skarp, og forstår lynhurtigt, hvilke problemer vores kunder har. Og så er han en teknisk dygtig økonom, men også god til at finde en pragmatisk tilgang til tingene, selvom det er avanceret økonomi,« siger han.

For 16. år i træk sætter Berlingske fokus på de mest talentfulde unge i dansk erhvervsliv med portrætter af 100 talenter fra et bredt udsnit af erhvervslivet. Læs mere om Talent 100 her.