Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
»Min drøm var at blive Formel 1-mekaniker,« siger Thomas Wenzell Olesen, markeds-direktør hos ejendomsselskabet Norrporten, om sin uddannelse.
Mens hovedparten af kollegerne i branchen er rundet af gymnasiet eller handelsskolen, så tog han en HTX, højere teknisk eksamen, fra Frederiksberg Tekniske Skole.
Også bopælen er måske lidt anderledes end for direktører flest, for han kører ikke nordpå fra jobbet på Havneholmen ved Fisketorvet, men vestpå til parcelhuset i Taastrup, nabobyen til barndomskommunen Albertslund.
I 1998, efter aftjent værnepligt, rygsækrejse og lidt fuldtidsarbejde, tog han til foredrag på Københavns Universitet og faldt, nærmest tilfældigt, for polit.-studiet.
Jagtede discountlokaler
Da økonomistudiet var færdigt, kunne han være fortsat på fuldtid med økonomistyring i TDC, men kom i stedet til Lidl, som dengang var ved at få landfæste i Danmark og jagtede nye lokaler og byggegrunde.
»Jeg vil gerne have noget mere udadvendt, men det var helt tilfældigt, at det blev ejendomme,« fortæller Thomas Wenzell Olesen.
Murstenene gik dog i blodet ligesom benzinen, og siden har karrieren handlet om fast ejendom – med job i bl.a. mæglerbranchen, i staten og siden begyndelsen af 2013 som chef for den danske del af Norrporten.
Selskabet er ejet af to af de svenske AP-fonde, der minder om vores ATP, og i alt har det bygninger for en snes danske milliarder. Godt tre af dem er investeret i kontorer i København, og stort set alt er bygget inden for de senere år.
»Det er fantastisk spændende at arbejde med ejendomme, som er håndgribelige modsat værdipapirer. Man er med til at skabe noget, f.eks. ved at indrette noget til en lejer. Man kan føle på det, man kan se ejendommen, og man kan se beliggenheden,« siger Thomas Wenzell Olesen.
Barndommens interesse for hurtige biler er holdt ved, for han følger ivrigt Formel 1-løbene – og ikke kun fra skærmen.
»Siden 1999 har jeg sammen med nogle kammerater stort set hvert år taget til mindst et af de europæiske løb. Jeg har været i Tyskland, Storbritannien, Ungarn og på Monza-banen i Italien.«
Selv der er fart på hans store passion, må han affinde sig med, at tempoet hos Norr-porten er lidt lavere end hos kolleger i den hjemlige pensionsbranche. Her vælter pengene ind, så der løbende skal bygges eller købes nye ejendomme.
Norrportens to ejerfonde får imidlertid ikke flere indbetalinger, men selskabet er velkonsolideret med plads til nye opkøb, når mulighederne byder sig. Arbejdet består meget i at optimere porteføljen, og det er blandt andet lykkedes ved at flytte lejere fra Nansensgade, hvor en stor erhvervsskole rykker ind, til andre lejemål.
»Vi har den fordel, at alle ejendomme er ret moderne og ligger koncentreret på få områder. Virksomheder vil nemlig ofte gerne bo i samme område, selv om de får brug for mere eller mindre plads. Og selve lejen betyder ikke nødvendigvis så meget, hvis arealet kan udnyttes effektivt, og beliggenheden er god.«