Hård kamp om at tiltrække statslige arbejdspladser

Kommunerne konkurrerer om at tiltrække statslige arbejdspladser og lokker blandt andet med billig husleje og flot udsigt.

Haderslev med borgmester H.P. Geil er en af de kommuner der kæmper for at få statslige arbejdspladser til byen.   Fold sammen
Læs mere
Foto: Rune Evensen

Landets kommuner kæmper hårdt om at tiltrække de statslige arbejdspladser, som regeringen vil rykke ud af hovedstadsområdet, skriver Jyllands-Posten.

En aktindsigt, som avisen har fået, viser, at flere end 40 kommuner har kontaktet primært statsministeren og erhvervsministeren for at lægge billet ind på arbejdspladserne.

På Lolland og i Guldborgsund så man gerne, at Kulturstyrelsen, Ankestyrelsen, NaturErhvervsstyrelsen, Energistyrelsen og Energitilsynet flyttes til Lolland-Falster, i Faxe Kommuner tilbyder borgmester Knud Erik Hansen (S) kontorlokaler til en »fornuftig pris« og i Haderslev lokker borgmester Hans Peter Geil (V) med »Danmarks smukkeste udsigt«.

Professor og forsker i kommunalpolitik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch vurderer, at udflytningerne kan ende i »et kæmpe politisk brag«, fordi mange borgmestre vil opleve regeringens prioriteringer som »helt uretfærdige«, skriver Jyllands-Posten.