Guide: Her er modetendenserne for erhvervslivet i 2020

Skal du være hip på kontoret, skal du kigge tilbage mod 1970erne og 1930erne og vælge de brede snit frem for de smalle. Følger du flokken, skal du fortsat vælge en mere casual stil.

Hvad er tendenserne for moden i erhvervslivet til næste år? Tøjbutikken Troelstrup giver deres bud. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Det danske erhvervsliv er i de senere år blevet stadigt mere afslappet klædt. Topcheferne har smidt slipset, og de stramme jakkesæt glider mere og mere ud af billedet.

Den tendens fortsætter ifølge flere modeeksperter ind i 2020 for herrerne. Dog er der som altid en undtagelse til reglen. Og for kvinderne ser modebilledet en anelse anderledes ud.

Vi begynder med mændene. Man ser ganske vist fortsat statsledere med jakkesæt og slips, men i erhvervslivet er først slipset røget rigtigt mange steder, og nu er det blevet endnu mere afslappet, forklarer Torsten Grunwald, der er ekspert i herremode og i mange år har ført pennen på bloggen »Den velklædte mand«.

»Man har fortsat en blazer på, men så med et par pæne jeans eller lærredsbukser til. Og i stedet for de traditionelle lædersko nederst har mange også et par pæne sneakers på. Det ser man inden for mange brancher, også de mere traditionelle. Selvfølgelig er der de store advokatkontorer og lidt mere corporate-miljøer i toppen af erhvervslivet, hvor man holder mere fast i formerne,« fortæller han.

Iværksætternes indtog

Men selv hos eksempelvis de to amerikanske finansmastodonter Goldman Sachs og JP Morgan ser man også en mindre tilknappet holdning til medarbejdernes påklædning.

Tidligere på året udsendte Goldman Sachs eksempelvis en ny og mere afslappet dresscode til sine medarbejdere kaldet »a firmwide flexible dress code«.

Hvorfor er det så sådan? En del af forklaringen kan ifølge Torsten Grunwald findes i erhvervslivets nye stjerner.

»Hele iværksættermiljøet og techverdenen har haft sit indtog og indtager nu en central stilling i vores samfund i dag. Det har også ændret måden, vi arbejder på. Og den kultur, der følger med, spiller også over i andre brancher – også i påklædningen,« siger han.

Arbejdsliv og fritidsliv flyder sammen

Den tendens ser man også hos butikken Troelstrup, der siden 1908 har solgt herretøj i midten af København.

»Arbejde og fritid flyder mere og mere sammen, så det gør påklædningen også,« forklarer butikschef Hans Peder Lange.

Det betyder også, at formerne bliver mere løse, mere afslappede. Den dekonstruerede blazer, uden for eller vat i skuldrene, er eksempelvis ifølge Hans Peder Lange en stil, der vinder frem.

»Jakkesæt var en uniform. Det er det ikke længere. Folk er blevet mere modige, og vi kan eksempelvis sælge et olivengrønt jakkesæt nu,« siger butikschefen.

Det skræddersyede modtryk

Både han, Torsten Grunwald og modeeksperten Chris Pedersen, der er tidligere moderedaktør på Euroman, er særligt enige om én ting. Tiden, hvor jeans og jakkesæt ikke kunne blive stramt nok, er forbi.

Ifølge Chris Pedersen vil excentriciteten i moden afspejle sig i jakkesættet på kontoret med inspiration fra 1920erne og 1930erne i lidt flere farver, andre materialer og tre knapper. Tweed, velour, fløjl og flere mønstre med løsere og bredere snit med læg i bukserne og opsmøg. Vesten kommer også ind.

Tweed, velour, fløjl, mønstre og vesten kommer vi til at se mere til i 2020. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Han peger sammen med Torsten Grunwald også på, at der kan komme en modtendens til det mere afslappede.

»Fordi det hele bliver lidt uformeligt og lidt for afslappet, går nogle helt over i den anden grøft og vælger det skræddersyede tøj. I kraftigere kvaliteter. Løsere bukser med læg og opslag forneden. Taljen bliver høj frem for den lave, der har domineret,« siger Torsten Grunwald.

Kvinder kigger mod 1970erne

Vender vi os mod kvinderne, har de ifølge Chris Pedersen sammenlignet med mænd et lidt større råderum i forhold til påklædningen på kontoret. Han vurderer videre, at kvinderne i Danmark i de seneste år har været ekstremt monokrome. Sort, hvid, mørkeblå og beige.

»Men kigger vi tilbage på 1970erne, var der langt flere farver og materialer som velour og tyk silke i spil. Det vil vende tilbage med afsmitning fra tøjmærker som Gucci og Balenciaga. I stedet for en hvid bomuldsskjorte er det en hvid silkeskjorte med en bindeknude i halsen. Tænk Maggie Gyllenhaals karakters påklædning i filmen »Secretary«,« forklarer han.

Mange kvinder er ifølge Chris Pedersen desuden begyndt at skifte stiletterne ud med herresko som de klassiske lædersnøresko fra det britiske skomærke Church's eller den brune, flade loafer fra det danske mærke Ganni.

Skal han pege på et eksempel, vælger Chris Pedersen en aktør uden for det gængse erhvervsliv. Kronprinsesse Mary.

»Man tænker altid på balkjolerne, når man tænker kronprinsesse. Men når Kronprinsessen er ude til seriøse arrangementer, klæder hun sig klassisk med pæne bukser i en tyk silke og en bordeauxfarvet silkeskjorte eller en flaskegrøn velourbuks med marineblå silkeskjorte,« siger han.

Tendensen mod det mere afslappede kontortøj ser ifølge eksperterne altså i højere grad ud til at gælde for mændene end for kvinderne.