Gry Möger Poulsen

Kommunikation og public affairs

Hun udfordrer vanetænkningen

Hvis man skal have et spændende arbejde og skabe værdi for sin arbejdsgiver skal man være villig til at lægge en ekstra indsats, tage initiativ og turde udfordre vanetænkning,« siger Gry Möger Poulsen.

Den indsats lægger hun hos Vestas. Her kombinerer hun sine erfaringer fra dansk politik og tiden som rådgiver i Europa-Parlamentet med forretning, når hun varetager Vestas’ interesser og hjælper virksomheden med at opdyrke nye markeder.

»Mine erfaringer har givet mig en forståelse af den kontekst, en virksomhed opererer i. Min målsætning er at bruge det til at reducere risiko og skabe nye konkrete muligheder for virksomheden. Samtidig kan jeg arbejde med en af de mest afgørende opgaver, verden står overfor, nemlig den grønne omstilling af vores energisystemer. Det motiverer.« siger hun.

Siden hun kom til Vestas, har hun skabt mærkbare resultater for virksomheden, fortæller vice president of marketing, communications & public affairs Morten Dyrholm:

»Gry har italesat vindenergiens betydning udadtil i verden og sikret opmærksomhed omkring, at Danmark ikke halter bagefter. Det kan vi se ved, at energiforliget har vindmøller på dagsordenen. Hun har et enestående talent for at kombinere det politiske med forretning. Med sin sociale intelligens formår hun at vedligeholde et netværk på en måde, som de færreste kan gøre hende efter.«

Gry Möger Poulsen 28 år, lead specialist & head of public affairs Denmark, Vestas

 

2011: B.sc. international business and politics, CBS

2011: Formand og leder, SF-Ungdom

2013: Projektleder, Tænketanken CEVEA

2013: Politisk rådgiver, Europa-Parlamentet

2016: M.Sc. political economy of Europe, London School of Economics

2016: Head of public affairs Denmark, Vestas

2017-: Lead specialist & head of public affairs Denmark, Vestas