Grøn krise trods klimadagsorden

Globalt: Trods grønne temaer på Obamas, FN’s og Connie Hedegaards dagsordener er der akut mangel på grønne pengesedler i industrien, der skal levere klimaløsningerne. I USA kræver brancheforeninger statsstøtte.

Foto: Bax Lindhardt.
Læs mere
Fold sammen
Det er ikke bare bilindustrien, der har indstillet produktionen, lukket ned for montagehaller og forlænget juleferien påfaldende meget.

I sidste måned meddelte den tyske virksomhed Q-Cells, at man desværre måtte nedjustere sine forventninger til 2009 ganske betydeligt, og at en række store kunder allerede havde udskudt en række ordrer, så 2008-regnskabet heller ikke ville blive så godt som ventet. Så nu lukkede man ned og holdt lang juleferie; produktionen er først blevet genoptaget i denne uge.

Hvad laver så Q-Cells? Jo, det er såmænd verdens største producent af solceller, såkaldte fotovoltaiske celler, som kan omdanne sollys til elektrisk strøm. Altså den centrale komponent i solenergianlæg.

Det var måske ikke lige i denne branche, man havde ventet krisen slå igennem først, i betragtning af den klimadagsorden, som politikere og erhvervsledere har opstillet over hele verden. Men jo. Q-Cells koncernchef, Anton Milner, advarede om situationen allerede i begyndelsen af december i et avisinterview. En advarsel, som i øvrigt er gået lige så sporløst hen over de danske medier som Q-Cells tvangsforlængelse af juleferien.

“Markedet for fotovolta-teknik vil på grund af finans­krisen vokse langsommere end vi oprindeligt ventede,” sagde han til avisen Berliner Zeitung, og det er ikke bare afsætningen, som rammes af krisen, men også produktionen:

”På grund af finanskrisen er bankerne tydeligt mere tilbageholdende med långivning. Man kan allerede se et meget pludseligt og kraftigt stop i opførelsen af fabrikationsanlæg.”