Greve med gnuer og kameler

Det har altid ligget i kortene, at Christoffer Knuth skulle overtage både safaripark, havn og jordbrug. Familievirksomheden Knuthenborg går i arv, og sådan har det været gennem alle 13 generationer.

Christoffer Knuth er den 13. i rækken af ejere af Knuthenborg, og hans datter bliver måske den 14.. Virksomheden har tre kerneområder - jordbrug, havnedrift og oplevelser.
Læs mere
Fold sammen

Til venstre står en flok lamaer, en okse, en miniaturehest med et endnu mindre føl og en hvid kamel. Til højre en flok turister, og foran bilen toner et slot frem mellem de eksotiske træer i, hvad der er Nordeuropas største engelske have. I haven ligger Knuthenborg Safaripark – ejet af Christoffer Knuth. Virksomheden Knuthenborg har i 13 generationer været i slægten Knuths varetægt.

I slottet bor den nuværende ejers far, lensgreve Adam Knuth. Slottet var oprindeligt en enkebolig opført af den første i slægten, Eggert Christopher von Knuth. Før ham var det slægtsnavnet Urne og medlemmer af den danske adel, der sad på landområdet nær Maribo på Lolland. I dag er det lensgrevens ældste søn, Christoffer Knuth, der driver og ejer parken og resten af virksomheden.

Christoffer Knuth er den 13. i rækken af ejere af Knuthenborg, og hans lille datter bliver måske den 14. For hele godset går i arv til det ældste barn; sådan har det altid været.

»Det er noget af det, der er specielt ved Knuthenborg. Det er en ældgammel virksomhed. Da jeg kom tilbage, var det også ganske udramatisk, for min far trak sig samtidig tilbage,« siger Christoffer Knuth.

Men historien om Knuthenborg begynder helt tilbage i 1600-tallet.

Traditionen videreføres

Dagligt kører Christoffer Knuth ud i parken, som er den del af familievirksomheden, han bruger mest tid på. Han ligner ikke just en greve, når han kører rundt i shorts og solbriller i højsæsonen og tjekker, at alt er, som det skal være. Han er dus med alle medarbejderne, hvorimod hans far var Des, og han kender alle parkens faste medarbejdere.

Det var med samme afslappede attitude, at han overtog faderens virksomhed. Helt udramatisk, for det har altid ligget i kortene, at han skulle tage over.

»Jeg kan ikke sige præcis, hvornår jeg vidste, at jeg skulle overtage. Sådan var det bare. Men det er en superfed virksomhed. Den er virkelig anderledes, og der sker rigtig meget,« siger Christoffer Knuth med et smil og tilføjer: »Jeg arbejdede tidligere som advokat i København, hvor der er lange arbejdsdage og mange opgaver. Det var rigtig spændende og noget, jeg holdt meget af. Hvis ikke Knuthenborg havde Bandholm Havn og safariparken, ville jeg nok ikke være her på fuld tid, men have beholdt et arbejde i København. Jeg føler, at jeg kan gøre en forskel med disse anderledes forretningsområder.«


Det var en gammel virksomhed, Christoffer Knuth overtog; en forretning, der strittede i mange retninger, og som krævede en del oprydning. Men han kendte den godt fra barnsben, og med en plads i bestyrelsen og en juridisk baggrund havde han en god forståelse for det at drive en virksomhed.

»Man må jo bare sætte sig ned og være nogenlunde fornuftig. Vi har ændret en del. Jeg overtog lige før finanskrisen, og alting var gearet lidt op. Så vi måtte lave en del nedskæringer, og vi er blevet mere kommercielle,« siger Christoffer Knuth.

Den første lensgreve

Knuthenborg Gods nævnes første gang i historien i 1329 under navnet Årsmarke. Det var den gård, Søster Lerche havde i medgift, da hun ægtede Eggert Christopher von Knuth fra Mecklenburg i 1677. De var meget rige og meget flittige og havde en ambition om at samle så meget jord, at deres førstefødte kunne blive lensgreve.

Så i et helt vanvittigt tempo begyndte de at købe og samle kirker, byer og jord omkring Knuthenborg. I 1714 blev Knuthenborg ophøjet til grevskab, og sønnen Adam Christoffer Knuth blev den første lensgreve.

De næste generationer, der fulgte, arbejdede lige så flittigt, indtil der i ottende generation blev født en ny Eggert Christopher Knuth. Med fordums kister fulde af dukater begyndte han at formøble sine forfædres formue og byggede en massiv mur rundt om godset på næsten otte kilometer, som det tog omkring 300 mand tæt på fire år at bygge. Stenene til muren blev sejlet til Bandholm Havn, som er en vigtig del af Knuthenborg-virksomheden i dag.

Inden for muren ville Eggert Christopher Knuth lave Nordeuropas største engelske have. Han fik en landskabsarkitekt til at anlægge åer og få fragtet eksotiske træer og planter til Lolland. Midt i parken byggede han blandt andet det enkesæde, der i dag betegnes »slottet«.

Haven blev først til safaripark flere generationer senere i 1969, da den 12. lensgreve fyldte den indtægtsløse park med liv, som fra et par zebraer er vokset lige siden og nu har en nyhed hvert år under lensgrevens ældste søn. For i 2007 overlod lensgreven godset og alt, hvad det indebar, til Christoffer Knuth. Ham, som i dag står til at blive den sidste lensgreve af Knuthenborg.

Parken er hellig

En flok gnuer glaner ind i bilen ude på safariparkens savanne. De er et af Christoffer Knuths favoritdyr i parken. Han har en ret nørdet tilgang til dyr, siger han, og parken har stor affektionsværdi.

»I alle virksomheder er salg en integreret del af overvejelserne. Det er det ikke her. Jeg kan slet ikke forholde mig til det. Tildels fordi jeg har fået det, så helt ærligt føler jeg ikke, det er mit. Jeg skal bare gøre det vildt godt, og så arver et barn det en dag i en forhåbentlig bedre stand,« siger han.

»Man kan altid købe eller sælge et jordstykke, en mark eller en del af en skov, men selve centrum af Knuthenborg, herunder parken, er hellig og kan ikke sælges.«

Han driver parken som eneste chef. Lillebroderen har intet med familievirksomheden at gøre. På samme måde vil virksomheden engang blive overdraget til hans datter; også hvis hun får flere søskende.

»Hun skal overtage Knuthenborg, hvis der ikke er andre.«

Han rynker brynene, men lyser hurtigt op i et smil: »Nej, hvis hun ikke vil, finder vi nok ud af det. Vi har ikke tænkt så meget over det, men lige nu og her er det hende, der skal overtage.«

Parken bærer endnu præg af de tidligere generationer med ruiner og alskens botanik. Den er fyldt med vilde dyr og traditioner, som hænger ved selv efter de mange nye tiltag i området. Fremtiden ligger forude, som den altid har gjort, og den er ikke noget, den sidste lensgreve af Knuthenborg frygter.

»Jeg er ikke nervøs for fremtiden. Der er langt flere positive fremtidsudsigter end negative. Hvis jeg virkelig skal finde noget negativt, er det risikoen for at blive for integreret en del af Knuthenborg Safaripark og derved ikke længere at kunne være objektiv i forhold til investeringer og nyheder. Men ellers frygter jeg ikke rigtig noget. Vi har en privilegeret virksomhed med et fantastisk koncept i en privilegeret landsdel, der står over for nogle massive investeringer i forbindelse med Femern-forbindelsen. Den vil få en meget positiv effekt på Knuthenborgs muligheder,« siger Christoffer Knuth.