Gode grunde til at møde medarbejdere i øjenhøjde

Ledere er i dag blevet langt bedre til at møde medarbejdere og få deres input direkte. Det er der god grund til, vurderer Vibeke Skytte, der er direktør i Ledernes Hovedorganisation.

Vibeke Skytte er direktør i Ledernes Hovedorganisaion og støtter, at chefen engagerer sig i de ansatte for at få de rette input. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto

De dage, hvor topchefen pr. natur skulle sidde bag lukkede døre afskåret for den direkte daglige medarbejderkontakt, er forbi. I dag sidder mange ledere for eksempel i storrum blandt de øvrige medarbejdere, og det er faktisk naturligt.

Det mener Vibeke Skytte, der er direktør i Ledernes Hovedorganisation. Hun oplever, at der efterhånden er langt mellem de virksomheder, hvor ledelsen vælger fysisk at afskære sig fra de jævne medarbejdere, som det tidligere var normen.

»Generelt er det en god ting, at man som leder er ude blandt medarbejderne. Det giver direkte og værdifuld sparring. Det er heldigvis noget, der for alvor er slået igennem med årene. I dag er det ikke usædvanligt at se chefen sidde i storrum med sine medarbejdere,« siger hun.

Relationer er vigtige

Vibeke Skytte vurderer, at der er gode grunde til, at udviklingen er gået i den retning, og at den fortsætter. Den afspejler det, moderne medarbejdere vil have – og kræver – hvis de altså skal engagere sig.

»Der er værdi i synlig ledelse. Det har værdi, at man har opmærksomhed over for medarbejderne. Ledernes arbejdsopgaver er ikke bare dem, der ligger på skrivebordet. I dag er det også relationer. Hvis man som chef er tilgængelig og parat til at lytte, så sender det et stærkt signal. Det signal er både samlende og motiverende,« siger hun.

Hun peger på, at det omvendte – ledelse på distance – kan give frustrationer blandt medarbejderne. Specielt hvis de gerne vil komme med input, der kan forbedre organisationen.

Signalværdi

Nogle ledere tager medarbejderkontakten ud i det ekstreme. Det kan man for eksempel sige, at chefen for Clarion-hotelkæden, Christen Bagger, er et eksempel på. Han har helt fravalgt at have et kontor. Han arbejder i stedet på farten, hvilket også giver ham mulighed for at tale med alle typer medarbejdere på de hoteller, han ankommer på.

Den beslutning tager Vibeke Skytte hatten af for. Den finder hun beundringsværdig – selv om hun ikke tror, at mange chefer reelt har mulighed for at foretage så store skridt.

»Det er positivt, at nogle vælger at gøre det. Igen handler det om en vigtig signalværdi. I dag kan man jo principielt se alle i øjnene, hvis man bruger Skype. Men der er altså noget andet over selv at være der in persona. Det er nok de færreste, der kan gøre det hele tiden. Men hvis man kan, så har det stor værdi,« siger hun.