Gitte P. Aabo: Et kort fravær fra direktionsgangen

Gitte Aabo Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto

Gitte Pugholm Aabo, 52 år, adm. direktør, GN Hearing

52-årige Gitte P. Aabo holder sig helst ude af rampelyset. Til Berlingske har hun tidligere forklaret, at det ikke var hendes indsats, men virksomhedens flere tusinde medarbejderes indsats, der gjorde, at Leo Pharma havde succes.

Nu er det imidlertid et andet firmas medarbejdere, som Gitte P. Aabo skal skubbe foran sig selv. For i juni måned var hun ikke længere topchef i Leo Pharma. Noget af en omvæltning for kvinden, der tidligere kaldte sig selv »et barn af virksomheden«, og hun var da også bare 25 år, da hun i 1992 fik job i Leo Pharma. Syv år senere trådte hun ind i koncernledelsen, og hun nåede at være topchef i et årti.

I sommer kunne Gitte P. Aabo dog i stedet koncentrere sig om bestyrelsesgangen, hvor hun blandt andet var formand i høreapparatfirmaet GN Hearing. Men det blev et kort fravær fra chefrollen. Jakob Gudbrand stoppede som topchef efter blot syv måneder, og Gitte P. Aabo kunne sætte sig i en ny direktørstol.