General Bartels og hans 25.000 mand

Portræt: Opgaver kan uddelegeres. Det kan ansvar ikke, fastslår forsvarschef Knud Bartels.

forsvarschef Knud Bartels Fold sammen
Læs mere
Foto: S¿ren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Knud Bartels har kun været forsvarschef i et lille halvt år, men rygterne om ham løb i forvejen. Han er blevet fremstillet som en slags ledelsesmæssig dinosaur, en brysk oberst Hackel-figur, gammeldags, stivsindet og en smule latterlig. Måske bedst sammenfattet i den beskrivelse, som Berlingske Tidendes velinformerede forsvarsmedarbejder, Christian Brøndum, refererede en kilde for: Bartels var, forstod man, en "officer fra 18. århundrede på vej baglæns mod det 17." Der har været helt stille i kontorerne rundt om i Forsvaret i dagene efter udnævnelsen. Det er ikke ligegyldigt, hvem der leder det danske Forsvar. Målt i antal underordnede er posten som FC, forsvarschef, en af de største ledelsesopgaver i Danmark; med omkring 25.000 ansatte, inklusive værnepligtige, ligger Forsvaret størrelsesmæssigt et sted mellem Post Danmark og Carlsberg. Samtidig er Forsvaret en regelmæssig leverandør af funktionschefer til det private erhvervsliv, ikke mindst inden for HR. Enhver i Forsvaret, officer eller menig, vil til enhver tid kigge på forsvarschefen. Han er forbilledet. Man gør som han. Man kan næsten ikke tænke sig en voldsommere ændring af forbillede end overgangen i november sidste år fra admiral Tim Sloth Jørgensen til general Knud Bartels. Tim Sloth Jørgensens facon var, forstår man, temmelig civil. Moderne malerier på kontoret, såkaldte direktionsmøder for Forsvarets øverste officerer, rundbordsdiskussioner frem for kommandoer. Spørger man hærfolk, så savnede de en chef, der lignede en chef. I Flyvevåbnet og Søværnet følte man sig bedre tilpas med Tim Sloth Jørgensens afdæmpede facon.

Og Bartels er altså hærmand. Selv siger han, at han leder gennem eksemplet, og historierne om, hvad han udsætter sig selv for – og forlanger at andre stabsofficerer udsætter sig selv for – er allerede legender. I sin tid ved Danske Division beordrede han, at hele staben skulle igennem de samme barske prøver i løb på forhindringsbane med fuld mundering, som man udsatte konstablerne, der skulle udsendes, for. Han har været med på patrulje flere gange i Afghanistan og har også været ramt af en vejsidebombe. Man kan måske diskutere det hensigtsmæssige i, at landets forsvarschef sætter livet på spil, men man kan ikke diskutere hans vilje til at gå foran med et godt eksempel og stille krav til sig selv. "Ud fra førstehåndsindtrykket kan han godt bekræfte én i en forestilling om oberst Hackel fra Matador. Men hvis man ulejliger sig med at lære ham at kende, så opdager man et utroligt nuanceret menneske, som ser nuanceret på verdens problemer, og som interesserer sig for ufatteligt mange ting," fortæller chefen for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral Nils Wang."Man kunne næsten tale om myten Knud Bartels. Der går mange historier om ham. Netop fordi han er så markant, om man vil. Når han udtrykker sig, udtrykker han sig markant, og han bruger gerne det middel, at en anelse overdrivelse fremmer forståelsen. Det kan gøre, at han umiddelbart kan virke som et relativt unuanceret menneske." Tvivleren

Nysgerrigheden, nuancerne og tvivlen i personen Knud Bartels bekræftes af Lars Møller. Han var stabschef for Knud Bartels, dengang den første danske soldat blev dræbt af en vejsidebombe. "Jeg talte med ham fra kl. 11 om aftenen til kl. fire om morgenen," husker han. "Vi talte og talte om, hvorvidt vi havde gjort det rigtige, om vi kunne have gjort noget anderledes. Han har tvivlens nådegave, og det er fedt, når folk har det. Og han elsker sine soldater som sine børn. Men han kan ikke komme ud med følelserne. " Men jo, Bartels holder af sine underordnede, sit mandskab, og taler man med ham uden for kasernen, frigjort fra kasernejargonen, står han gerne ved det. Når man spørger ham, hvordan han har lært at lede, nævner han blandt andet: skønlitteratur. "Meget litteratur, jeg har læst, har jeg reflekteret over," fortæller han. "Det gælder også min yndlingsbog, som er Charlotte Brontës ’Jane Eyre’. Det er jo en bog om stærke følelser og om kvindens plads i 1800-tallets England." Og hvorfor er det så din yndlingsbog? "Mit privatliv vil jeg ikke ind på. Men jeg tror, at det værste, man kan gøre ved et menneske, er at marginalisere det. Og så tror jeg på styrken af følelser; jeg tror på passion som drivkraft. Man kan ikke være en god leder, hvis man ikke tror på det, man gør," svarer han.

Læs hele portrættet af forsvarschef Knud Bartels i Berlingske Nyhedsmagasin 14. maj.