Gasmanden Putin

Globalt:Den russiske gaspris bliver brugt til at belønne venner og straffe uvenner. I Rusland er Gazprom ikke blot en del af udenrigspolitikken, men en integreret del af Putins magtsfære.

Foto: Stringer/Reuters
Årsskiftet byder på endnu en russisk-ukrainsk gasstrid. Temaerne er de sædvanlige: Det russiske energiselskab Gazprom er træt af at levere gas til Ukraine til lavpris og forlanger prisen hævet til verdensmarkedsprisen, og i øvrigt vil man gerne have et par gamle gasregninger betalt. Ukrainerne benægter på deres side, at gælden er så stor som hævdet, og kræver desuden en lavere pris.

Striden er en fin illustration af, hvordan Putins Rusland fungerer: Gazproms aktiemajoritet kontrolleres af staten, koncernens tidligere bestyrelsesformand, Dmitrij Medvedev, er i dag russisk præsident, og selskabets prisliste er en del af den russiske udenrigspolitik. Forenklet sagt får vennerne gassen til vennepris, uvenner må betale markedspris.

Baglæns forhandling
Ukraine har således fået et tilbud på først 418 dollar pr. 1.000 kubikmeter, hvilket sidste weekend blev forhøjet til 450 dollar – det er måske en russisk specialitet at forhandle baglæns. De 450 dollar er, siger Gazprom, det samme som EU’s østlige medlemslande betaler. Men Hviderusland har indtil nytår kun betalt 128 dollar, og her foreligger ikke noget russisk krav om en stor forhøjelse.

Gazprom kan henvise til, at man har brug for pengene. Finanskrisen forhindrer nødvendige investeringer i nye gasfelter, og aktiekursen er faldet med 75 procent. Selskabet, som har over 200.000 ansatte, er derfor raslet ned ad ranglisten over verdens største børsselskaber, hvor det ellers lå på en tredjeplads målt på markedsværdi. Desuden er Gazprom selv blevet nødt til at betale mere for den gas, man køber i Ruslands sydlige nabolande.

Venner for altid
Gassen bliver imidlertid også brugt til at sikre, at vennerne bliver ved at være venner. Tag nu Armenien, som er en pålidelig russisk støtte. Alligevel blev Armenien i november 2005 stillet over for et krav fra Gazprom om en fordobling af gasprisen. Det mente armenierne ikke at have råd til, men så fandt man på en udvej: Armenien fik tilbudt et rentefrit lån, og samtidig overtog Gazprom ejerskabet til en del af Armeniens naturgasnet, blandt andet rørledningen til Iran, som er Armeniens eneste anden mulige leverandør af gas.

Armenien ville i øvrigt være en naturlig vej, hvis man skulle importere iransk gas til Europa, så det er ikke bare Armenien, man sikrede sig lidt mere hånd i hanke med ved denne lejlighed.

Nej, Gazprom er ikke noget almindeligt energiselskab. Hvor mange energiselskaber har for eksempel deres egen bank og deres egen mediekoncern? Det har Gazprom.

Slut med at være oppositionel
Sammen med sin pensionsfond ejer Gazprom Gazprombank, som igen ejer Gazprom-Media Holding, der blandt andet har købt den store landsdækkende TV-station NTV - den var tidligere oppositionel, det er den ikke længere - den populære radiostation Moskvas Ekko og nogle aviser.

I maj sidste år solgte Gazprom-Media avisen Isvestija til forsikringsselskabet Sogaz, men lidt styr har man da på den endnu: Sogaz var tidligere Gazproms eget forsikringsselskab og ejes i dag af Bank Rossija, hvis direktør er Putins gamle personlige ven, Jurij Kovaltjuk. Sådan hænger tingene så praktisk sammen i Rusland.

Gazproms ekspansion fortsætter i øvrigt. Dagen før jul overtog Gazprom det serbiske statslige olieselskab, NIS. Det bliver spændende at se, hvem der til sin tid køber et privatiseret DONG.