Fyret billetkontrollør får erstatning efter anklager om dødstrusler

Trafikselskabet Midttrafik skal betale erstatning til en tidligere billetkontrollør fra Aarhus, der blev fyret, efter han blev anklaget for dødstrusler mod en kollega.

Bybusser Fold sammen
Læs mere
Foto: Kim Haugaard

300.000 kroner. Det er prisen for den uretmæssige fyring af en aarhusiansk billetkontrollør.

Fredag afgjorde Retten i Aarhus, at trafikselskabet Midttrafik skal betale erstatning til kontrolløren, der mistede sit job i 2011, efter han blev beskyldt for at true en kollega på livet. Manden blev meldt til politiet, men selv om anklagen om dødstrusler blev afvist af både politiet og i forbindelse med et tjenstligt forhør, fastholdt trafikselskabet fyringen.

Hos fagforbundet FOA, der har ført sagen for den fyrede kontrollør, glæder man sig over dommen og erstatningen.

»Vi er naturligvis glade for erstatningen, men det er urimeligt, at en dumstædig ledelse har påtvunget skatteborgerne den ekstraregning som selve erstatningen samt sagsomkostningerne udgør,« siger Kirsten Normann Andersen, formand for FOA Århus, i en skriftlig kommentar.

Hun kritiserer trafikselskabets bestyrelse for ikke at have omstødt fyringen af billetkontrolløren.

»Midttrafiks bestyrelse burde have grebet ind, men de har bevidstløst bakket direktionen op. De har ikke været deres bestyrelseshonorarer værd og burde levere pengene tilbage, så skatteyderne ikke alene skal hæfte for deres fejl,« siger FOA-formanden.

Foruden erstatningen på 300.000 kroner skal Midttrafik betale sagsomkostninger på 67.500 kroner.