Jeg troede ikke mine egne ører. Der stod han. Et af erhvervslivets klogeste hoveder, på et af landets mest bonede gulve. På vej hen til talerstolen og det rullende kamera så han pludselig på mig med et åbent blik og udbrød: Sommetider er jeg bange for at blive gennemskuet som ét stort blufnummer!
Fra mit årelange virke som kommunikationsrådgiver ved jeg, at han er ikke den eneste. Frygten for at falde igennem og blive opfattet som en bluffer, der ikke er nær så dygtig, som omgivelserne tror, forfølger mange. Det har den fordel for de fleste, at de bestandigt gør sig umage. Desværre er ulempen, at selvsamme frygt risikerer at spænde ben for den troværdighed og gennemslagskraft, som er forudsætningen for at få sine budskaber ud og skabe en ledelsesmæssig succes.