Fritz Schur vil give milliarder til nordisk kultur

”Jeg har et privilegeret liv,” fortæller finansmanden Fritz Schur i et interview, hvor han også afslører, at han vil donere en stor del af sin personlige formue til en stiftelse for nordisk kultur.

Finansmanden Fritz Schur ser fordele i, at Posten bliver børsnoteret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Finansmanden Fritz Schur er ved godt helbred men har alligevel gjort sig mange tanker om, hvad der skal ske med hans formue, når han engang ikke længere er her.

I et interview med den svenske avis Dagens Nyheter fortæller Schur, der herhjemme bestrider store poster som formandsstolen i bestyrelsen for blandt andet SAS og PostDanmark, at han endnu ikke afviser, at han selv en dag får børn.

Men sker det ikke, er der tænkt over, hvad der skal ske med Schurs milliarder.

”Min søster har børn, men jeg har også disponeret en stor sum penge til stiftelser. Jeg vil gerne skabe en nordisk stiftelse, for det nordiske samarbejde er meget væsentligt i mit liv. Desuden har jeg den enestående ejendom Christiansholm Slot. Jeg vil lave stedet om til en stiftelse, hvor nordiske kunstnere og videnskabsfolk kan opholde sig i forskellige perioder, en uge eller fjorten dage. For eksempel en skønlitterær forfatter der kan sidde i fred og gøre sit arbejde færdigt.”

Skal ikke tænke på at støvsuge
Dagens Nyheter skrev i sidste uge, at Fritz Schurs private selskaber omsætter for rundt regnet en milliard kroner. Men det er helt forkert, fortæller finansmanden.

”De selskaber, I har set på, er helt ubetydelige selskaber. Størstedelen af min forretning er privatejet og fremgår ikke af regnskaberne,” siger Fritz Schur til Dagens Nyheter, og fortæller, at han ejer både ejendomsselskaber såvel som teknikvirksomheder og investeringsselskaber.

Han kan ikke ”huske”, hvor meget de omsætter for, men anslår at det er mellem fem og ti milliarder kroner.

”Jeg har et privilegeret liv. Det er ikke mit problem at støvsuge eller vaske eller sørge for at der er en ren skjorte i skabet til næste dag eller købe ind når jeg skal have gæster. Jeg har en infrastruktur i mit hjem, der fungerer perfekt,” siger Schur til den svenske avis.

Passer på interesserne
PostDanmark hvor Schur i dag er bestyrlsesformand, fusionerer med den svenske pendant Posten Sverige, og finansmanden skal også være bestyrelsesformand for det fusionerede selskab.

Og den svenske regering har for nylig meddelt, at en børsnotering af det nye selskab ikke er utænkeligt, men ifølge Schur vil det kun forbedre selskabet over for kunderne.

”Jeg tror, mange virksomheder ville have godt af at være på børsen eller have flere ejere. Fremdriften i en virksomhed er, at man ikke er et monopol men betragter befolkningen som en kunde, der skal behandles som sådan, ” siger Schur, der dog understreger at han ser klare fordele i at visse selskaber fortsat er statsejede.

”Eksempelvis er det godt, at staten har kontrol med energien. Jeg er meget glad for at de danske politikere har besluttet, at når energivirksomheden Dong går på børsen, så skal staten fortsat eje 51 procent af aktierne. ”

I interviewet med den svenske avis svarer Fritz Schru også på, hvordan han balancerer sin personlige omgang med flere af spidserne fra danske erhvervsliv med sine egne bestyrelsesposter i en række store selskaber uden at havne i en interessekonflikt.

”Man må bare tage i sig i agt, og hvis der opstår en interessekonflikt, skal man ikke diskutere sagen privat.”

Læs også
Tjen 58.000 om måneden og du er rig

Danmarks Rigeste

Sådan bliver man meget rig

Verdens rigeste kvinder