Fritid trumfer lang arbejdsuge

Alternativets finansordfører, Josephine Fock, mener, at arbejdsugen skal reduceres til 30 timer.

Alternativet finansordfører Josephine Fock. Foto: Nikolai Linares Fold sammen
Læs mere

Ifølge beregninger vil det koste samfundet 377 milliarder kr. årligt. Hvordan kan det forsvares?

»De økonomiske vismænd har sagt, at det koster 58 milliarder. Medregnes, at ikke alle går ned i tid, vil det koste 35 milliarder om året. Det kan vi tjene tilbage, fordi en kortere arbejdsdag vil betyde besparelser på sundhedsvæsnet i forbindelse med stress.«

Erhvervslivet mener ikke, at det skaber tilstrækkelig produktivitet at reducere til 30 timer i forhold til den produktivitet, vi mister?

»Vi kan se ved forsøg i Sverige, at der skabes mere produktivitet, når arbejdsdagen er seks timer. Samtidig er der kommet færre sygedage og bedre arbejdsmiljø.«

Er det sikkert, at resultaterne fra de eksperimenter kan overføres til alle virksomheder?

»Virksomheder skal bare starte med at lave forsøg. Så kan de se, hvad effekten er.«

Kan det ikke blive en skrue uden ende, hvor arbejdstiden hele tiden reduceres?

»Vi kan diskutere, om det er 32 eller 30 timer, men tallene viser, at inden for en 10-15 år kan det lade sig gøre at gå ned på 30 timer. Der er ifølge familie- og arbejdslivs 900.000 mennesker, der har svært ved at få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen.«

Danmark er et af de lande i verden med den korteste arbejdstid. Bør danskerne ikke være i stand til at få det til at hænge sammen?

»Det vil jeg ikke bedømme. Folk bliver så forargede over, at vi overhovedet kan tale om at sætte arbejdstiden ned. Hvorfor er det så frygteligt?«

Vel bl.a. fordi det koster samfundet 377 milliarder kroner?

»Kun hvis målet er, at vi vil blive rigere. Det bliver vi ikke nødvendigvis lykkeligere af.«

I et indlæg på Alternativets hjemmeside står der, at de seks timer bl.a. skal finansieres med øget livsglæde. Hvordan hænger det sammen?

»Det vil økonomisk kunne finansieres, fordi produktiviteten vil stige.«

Virksomheder mangler arbejdskraft. Hvordan kan I forsvare at skære yderligere?

»Vi mangler arbejdskraft nu og her. Men ifølge analyser kan digitalisering og robotter betyde, at vi mister op til 900.000 job. Lad os bruge den udvikling til at arbejde mindre. For vi kan få et bedre samfund, hvis vi ikke skal løbe så stærkt.«