Fremtidens jobsamtaler foregår på video

Jobsøgningsmastodonten Jobindex har netop købt videorekrutterings-firmaet Joblicate. Topchef Kaare Danielsen mener, at jobansøgninger på video er fremtiden.

Kaare Danielsen, der er stifter af JobIndex. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarke Bo Olsen

For en ikke oplyst sum har Jobindex med Kaare Danielsen i spidsen opkøbt Joblicate. Et firma, der specialiserer sig i at udbyde software, der gør det nemmere for store firmaer at finde egnet arbejdskraft gennem videoansøgninger. En af kunderne er JYSK, og det er specielt de firmaer, som skal have uuddannet arbejdskraft, som kan gøre gavn af teknologien.

Det mener Kaare Danielsen.

»Vores erfaring er, at store detailvirksomheder er mere interesserede i, om deres medarbejdere kan formulere sig og stå i butik. Det mener vi, de får bedre indsigt i, hvis de ser en video, hvor ansøgeren præsenterer sig selv og svarer på spørgsmål,« siger Kaare Danielsen.



Joblicate er knap to år gammelt. Det var tidligere Skousen-direktør Jonas Dørken, der stod som CEO i firmaet før salget.

»Vi har brugt flere millioner på at udvikle softwaren. Vi har sådan set været i dialog med Jobindex, siden vi startede. Jeg har hele tiden ment, det er menignsfyldt, at lægge softwaren ind hos et firma, der allerede har en platform, så vi ikke skal ud til enkeltkunder hver gang,« siger han.

Meningen med softwaren, når den for alvor bliver implementeret hos Jobindex, er, at ansøgerne får mulighed for at lægge en standardvideo op på deres profil sammen med et skrevent CV. Hvis firmaerne er interesserede, kan de derefter kontakte den jobsøgende for opfølgende spørgsmål per video.

Jobindex har i forvejen mulighed for, at deres medlemmer kan svare på videospørgsmål via en finsk software. Men standardvideoen er den nye brik i puslespillet og derfor afhændes den finske samarbejdspartner.

I Joblicates seneste årsregnskab havde de et underskud på 279.333 kroner. Ifølge Jonas Dørken på grund af de penge, der er postet i softwaren og teknologien. Kaare Danielsen er af samme grund ikke bekymret over underskuddet.

»Vi er interesserede i teknologien. Jeg tror på, at unge mennesker i højere grad bruger mobiltelefoner til det meste, og når vi i slutningen af året for alvor får opbygget teknologien i vores set-up, så er det også meningen, at unge mennesker skal kunne lægge video op og ansøge direkte på telefonen. Jeg er ikke bekymret,« siger han og tilføjer, at Jobindex ikke forventer at købet påvirker 2017-regnskabet væsentligt.



Kaare Danielsen siger desuden, at de annoncører, som i forvejen er kunder hos Jobindex ikke skal forvente at betale ekstra for den nye videoservice.