Frederiksens jagt på en ny karriere

Lars Frederiksen har tjent en formue som CEO i Chr. Hansen. Han har leveret varen og kunne nyde livet og de mange millioner. I stedet vil han kickstarte en ny karriere, for livet er andet end penge, som han siger. Med sig tager han sit erfaringsgods fra Chr. Hansen, en grundteori om mennesker og en bekymring på Danmarks vegne.

Lars Frederiksen er stoppet som CEO i Chr. Hansen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For Lars Frederiksen slutter en ring, når han efter påske går ind ad døren på sit nye kontor på Skt. Annæ Plads i København.

Det var netop her på Sankt Annæ Plads, at en ung Lars Frederiksen i 1980 tog hul på sin erhvervskarriere med et job i ingrediensvirksomheden Chr. Hansen, som dengang havde hovedsæde i København K og produktion på Østerbro.

Og det er også her på Sankt Annæ Plads, at 54-årige Lars Frederiksen tager hul på en ny karriere. Rammen om den nye karriere – formentlig med en stribe bestyrelsesposter – bliver et kontor i det eksklusive kontorfællesskab på den prominente plads.

Kontorkollektivet tæller i forvejen tunge erhvervsfolk som Ole Andersen, Vagn Sørensen, Preben Damgaard og Henning Kruse-Petersen. Og her lejer Lars Frederiksen sig ind fra 1. april, når der bliver et ledigt kontor efter Peter Gustafson.

Lars Frederiksen vil som udgangspunkt gå bestyrelsesvejen og nøje udvælge sig fem til syv interessante bestyrelsesposter, hvor han kan se muligheden for at gøre en forskel. Men samtidig udelukker han ikke et nyt topjob som CEO.

»Jeg lader en lille dør stå åben, hvis det nu var. Som udgangspunkt er jeg 95-99 procent sikker på, at det skal være bestyrelsesvejen. Men man skal jo aldrig sige aldrig,« siger Lars Frederiksen.

Farvel efter 33 år

Vi møder ham en frostkold martsdag på hans store, lyse kontor med udsigt til høje grantræer i det skovlignende industriområde i udkanten af Hørsholm.

Han har mindre end 14 dage tilbage i den virksomhed, hvor han har tilbragt hele sin erhvervskarriere. I alt 33 år er det blevet til for Lars Frederiksen i Chr. Hansen, sluttende med otte år som CEO og en finale, der er blevet bemærket af omverdenen.

Siden den franske kapitalfond PAI i 2005 købte ingrediensvirksomheden ud af Chr. Hansen Holding og satte Lars Frederiksen i spidsen for virksomheden, er Chr. Hansen gået fra at være underhunden i ingrediensbranchen til på snart sagt alle punkter at være klassens bedste.

»Det er måske det, jeg er allermest stolt af. Den transformation vi fik lavet af virksomheden fra at være nogen, man så ned på, til at vi er dem, der har de bedste nøgletal i vores industri målt på overskudsgrad, vækst, likviditetsgenerering og – ikke at forglemme – medarbejdertilfredshed,« siger Lars Frederiksen.

Da PAI købte Chr. Hansen lå overskudsgraden, altså driftsindtjeningen pr. omsætningskrone, i ingrediensforretningen på 12 procent. I år ligger den på 27 procent.

Afskeden er frivillig og længe planlagt, og Lars Frederiksen kommer ikke til at se sig tilbage.

»Jeg er meget afklaret om det. I et par år har jeg gået og spekuleret over, om jeg ville blive ved med det her, eller om jeg skulle prøve noget andet. De fleste i min stilling har jo typisk været andre steder og har arbejdet sig op gennem forskellige hierarkier og på den måde fået et bredt kendskab til forskellige virksomheder. Jeg har kun været i én virksomhed, og det har været fantastisk spændende, men det kunne være sjovt at se noget andet,« siger Lars Frederiksen.

Ud fra en økonomisk betragtning behøver Lars Frederiksen slet ikke slå ind på en ny løbebane. Han har tjent en formue på de aktier i Chr. Hansen, som kapitalfonden PAI betingede sig, at han købte, hvis han skulle være CEO i biksen.

Også de andre i direktionen skulle have hånden på kogepladen, så længe PAI var hovedaktionær. Så i de fem år fra 2005 til 2010, da PAI kontrollerede Chr. Hansen, sad direktionen på syv pct. af aktierne i selskabet.

Aktiekursens himmelflugt

I 2010, da PAI børsnoterede Chr. Hansen og cashede ind, var værdien af direktionens aktier på 650 millioner kroner. Heraf repræsenterede Lars Frederiksens aktier en værdi på 150 millioner kroner.

Siden børsnoteringen er aktiekursen kun gået én vej, nemlig opad, så med de Chr. Hansen-aktier, Lars Frederiksen har solgt efter børsnoteringen og med den resterende post til en værdi af 30 millioner kroner, er Lars Frederiksen god for i hvert fald et par hundrede millioner.

Lars Frederiksen ved det godt. Det er mange penge.

»Jeg skal ikke lægge skjul på, at det har været en usædvanlig lukrativ investering, og man kan med rette stille spørgsmål ved, om folk overhovedet er så meget værd. Det stiller jeg også spørgsmål ved – uanset om det er mig selv, en sportsstjerne, eller hvad ved jeg. Men det er altså sådan, at det har maget sig,« siger Lars Frederiksen.

Lars Frederiksens nye karriere bliver ikke nødvendigvis meget mindre krævende end hans CEO-job og levner heller ikke nødvendigvis en masse frie timer til at forbedre golfhandicappet, som på papiret er på 23-24. Han kunne have valgt en mere behagelig tilværelse, så hvad driver ham?

»At livet er andet end penge. Penge er rare at have, men de giver ikke livskvalitet som sådan. Det giver i hvert fald ikke mig livskvalitet at købe fem Ferrarier og tre lystbåde eller have et hus i Frankrig. Vi har en lejlighed i København og et sommerhus på Agersø i Storebælt og that’s it.

Jobbet, det er for mig en mening med livet. Penge motiverer ikke mig. Jeg medgiver at det er let for mig at sige. Men det, der interesserer mig, er at gøre en forskel og være med til at ændre noget og skabe noget – og måske først og fremmest at sørge for, at en virksomhed bliver bedre. Både til gavn for aktionærerne, men i allerhøjste grad også for medarbejderne, som trods alt bruger en stor del af deres liv på virksomheden,« siger Lars Frederiksen.

Så du kunne i princippet godt leve uden de mange millioner?

»Ja, det kunne jeg godt. Det ville ikke gøre mig hverken gladere eller ulykkeligere. Det, der har givet mig tilfredstillelse er, at noget af den værdi, vi har været med til at skabe i Chr. Hansen, den har vi i direktionen også fået del i. Men det har først og fremmest givet mig tilfredsstillelse, at den virksomhed, jeg har været i i 33 år, den forlader jeg i en signifikant bedre tilstand, end da jeg overtog den,« siger Lars Frederiksen.

Som bestyrelsesmedlem vil Lars Frederiksen tage erfaringsgods fra Chr. Hansen med sig og forfægte sine synspunkter om eksempelvis topledelsens commitment.

»Meget af det, jeg har stået for, er også den måde, jeg vil prøve at præge bestyrelsesarbejde på. Det handler blandt andet om, at man ikke bare i ord, men også i handling viser, at man er engageret i virksomheden. Hvis en administrerende direktør i et børsnoteret selskab kun har 50 aktier i virksomheden, så er det som om, at man ikke tror på sin egen case,« siger Lars Frederiksen.

Chr. Hansen har en ordning, hvor direktionen er forpligtet til altid at have et års løn bundet i aktier i Chr. Hansen. Aktier, som vel at mærke er købt på det fri marked. Tilsvarende skal bestyrelsesmedlemmer i Chr. Hansen også til erhver tid eje Chr. Hansen-aktier svarende til et års bestyrelseshonorar.

Lex Chr. Hansen

»Der er ikke noget med optioner eller Mickey Mouse-penge. Det betyder, at når du bliver ansat som direktør i Chr. Hansen, så har du et år til at købe aktier for ét års løn. Og det er sgu mange penge. Det betyder i prinicippet, at vi siger: Til lykke med jobbet. Du skal lige vide, at det første år får du ingen løn, for den skal du købe aktier for. Den form for commitment kan jeg godt lide,« siger Lars Frederiksen.

Ledelseskvalitet er et andet af Lars Frederiksens hjertebørn. For ledelse er ikke bare ledelse. Helt fra direktionen og ned gennem de underliggende ledelsesgrupper handler det om, hvordan man får samspillet mellem mennesker – og mellem mennesker og organisation til at fungere optimalt. Man skal få det bedste ud af folk, selv om de er forskellige. Eller måske netop fordi de er forskellige.

»Ledelse er andet og mere end, at der bare er en, der skal være høvding, at de andre skal være indianere. Det er selvfølgelig for operationelt for en bestyrelse, men man kan jo godt påvirke ledelsesarbejdet den vej,« siger Lars Frederiksen.

Han er selv meget inspireret af det, han har set gennem 33 år i Chr. Hansen. Han har set helt unge komme ind i organisationen og siden vokse med opgaverne til at kunne bestride ledende stillinger.

Praktisk erfaring

»Det har været fantastisk tilfredsstillende at se folk i organisationen udvikle sig. Det er mere værd end alle de penge, jeg har tjent. Og med den livserfaring, jeg har samlet op, har jeg en grundteori om, at mennesker som regel kan dobbelt så meget, som de selv tror og fem gange så meget, som deres mor tror, specielt drenge, hvis man giver dem det rette miljø og den rette støtte,« siger Lars Frederiksen, der har oplevet det på egen krop.

Da han som ung læste på Handelshøjskolen i København, som CBS hed en gang, fik han lyst til at komme væk fra studierne efter, at HA-delen var i hus. Han ville til Australien, men det var umuligt at finde et job der. I stedet dukkede muligheden op for at blive salgsassistent i Chr. Hansen i USA. Han tog af sted med en rygsæk på ryggen, en kuffert i hånden og af sted med fly til USA.

»Jeg anede intet som helst om Chr. Hansen, osteløbe, hvordan man laver huller i ost eller noget som helst andet. Jeg havde bare fået at vide, at jeg skulle stille derovre på en bestemt adresse en mandag morgen kl. 9 og spørge efter en, der hed Ivan Jensen,« siger Lars Frederiksen.

Det blev til et år i USA, og så var det, at Lars Frederiksen første gang fik en af de muligheder eller et af de skub, som virksomheder og ledere ifølge Lars Frederiksen skal give medarbejderne, hvis man som virksomhed vil udvikle sit personale.

»Da jeg var færdig med mit år i USA, tog vores daværende administrerende direktør, Steen Engel, fat i mig og sagde, at hvis jeg var interesseret i at læse cand.merc., når jeg kom hjem, så ville han godt ansætte mig på timebasis.

Det sagde jeg ja til og arbejdede så på hovedkontoret på Sankt Annæ Plads et par år, samtidig med at jeg læste cand.merc.,« fortæller Lars Frederiksen.

Da cand.merc.-titlen var i hus, blev Lars Frederiksen tilbudt et job som direktions­assistent i Chr. Hansens datterselskab i Frankrig. Her avancerede han som 28-årig til salgsdirektør og fik dermed sit første ledelsesjob.

Udfordringer

»Jeg var chef for en salgsstyrke på 10-15 ansatte, som alle var franskmænd, alle ældre end jeg og alle mejeriingeniører. Det var en stor udfordring for en ung, håbefuld dansker at prøve at lede dem. Men det er det, man lærer af. Når man får nogle udfordringer, som er større, end man selv synes, man kan kapere,« siger Lars Frederiksen.

Efter seks år i Frankrig kom Lars Frederiksen i 1990 tilbage til Chr. Hansen i Danmark, og efter et år som direktionsassistent for Steen Engel blev han salgs- og marketingchef. I 1999 rykkede han op i koncerndirektionen, og resten er historie.

Lars Frederiksen har ikke været den mest synlige af C20-topcheferne. Han har ikke selv opsøgt synligheden, og så er ingredienser nok bare heller ikke det mest sexede i verden set med medieøjne.

Når Lars Frederiksen har været på, har det typisk handlet om Chr. Hansens resultater, men en gang i mellem har han også markeret sig i samfundsdebatten på Chr. Hansens vegne. Og den sidste rolle kunne han godt fristes til at dyrke lidt mere i fremtiden, for han er optaget af samfundsudviklingen og bekymret på Danmarks vegne. Han kan tale sig varm som en politiker, men politik vil han holde sig langt fra.

Tab af arbejdspladser

»Et af de rigtig store problemer i Danmark i øjeblikket er, at der er en decideret exodus af arbejdspladser. Det gør det rigtig svært for den del af befolkningen, som hører til de lavest uddannede, for det er de ufaglærte arbejdspladser, der forsvinder, og det er ikke job, man bare opfinder,« siger Lars Frederiksen.

For Lars Frederiksen er det afgørende at gøre det attraktivt at have arbejdspladser i Danmark.

»Hvis man også skal have den slags arbejdspladser i Danmark, skal alle virksomheder være i stand til at komme med tre gode grunde til at bygge en fabrik i Danmark, til at man har sit bogholderi i Danmark, eller til at man har sin udviklingsafdeling i Danmark i stedet for andre steder. Og det kan nogen gange godt være rigtig svært at finde de tre argumenter. Jeg tror, mange i erhvervslivet har givet op og tænker: Politikerne ved godt, hvad der skal til, men de vil ikke tage tyren ved hornene,« siger Lars Frederiksen.

Det handler ikke kun om de høje danske skatter og afgifter, som sender lønudgifterne i vejret og gør Danmark ukonkurrence­dygtig, men lige så meget om erhvervs­klimaet som helhed. Og om tonen i erhvervsdebatten.

»Er virksomheder noget, man gerne vil have i Danmark? Eller vil man hellere være fri? Hvis man skal bygge en fabrik eller et forskningscenter i Singapore, så er det første spørgsmål, man får: How can we help you? Det er ikke det, man hører herhjemme. Og det har en pris. Ikke mindst for de svageste i vores samfund. Det har ikke nogen pris for virksomhederne, for de skal nok finde ud af at gelejde sig rundt. De største virksomheder har et valg. Det har de svageste ikke,« siger Lars Frederiksen.