Fredag holder vi fri – hver eneste uge

Foto: Emil Hougaard og PR

Tallene for, hvor mange der bukker under med stress eller på anden vis brænder sammen i kortere eller længere perioder på arbejdsmarkedet, er alarmerende.

Derfor spærrer jeg øjnene op, hver eneste gang jeg hører om arbejdspladser, som har succes med at fremme medarbejdernes mentale sundhed på jobbet og held med at vende kurven i forhold til stress.

I den forbindelse er virksomheden IIH Nordic i København, der udvikler strategier og digitale løsninger, vældigt interessant. Som beskrevet i flere medier hen over sommeren, heriblandt i Berlingske i august, har virksomheden for et års tid siden indført firedages-arbejdsugen – eller tredagesweekenden, om man vil.

Fredag er simpelthen fast fridag for medarbejderne, og flere steder har jeg læst direktøren Henrik Stenmann citeret for, at firedagesugen har været en ubetinget succes: Når medarbejdernes trivsel én gang om ugen måles, er der ingen tegn på stress, sygefraværet er halveret, og hvad der er lige så tankevækkende: Beslutningen om at barbere en femtedel af arbejdstiden væk har ikke haft nogen negativ effekt på, hvad der bliver nået og præsteret – faktisk kører forretningen ifølge direktøren strygende.

Til avisen Erhverv København sagde den 41-årige direktør i juni, at han trods den positive effekt af firedagesugen indtil videre står temmeligt alene med at være gået i den retning.

»En dag var vi til møde med direktøren i en større virksomhed for at arbejde med deres data, og der bliver så lige nævnt firedages-arbejdsuge, hvortil direktøren udbryder »Hold kæft, nogle hippier, der er gået i gang med det dér. Det er da totalt uambitiøst«. Min medarbejder sad og smilede, og jeg sad og tænkte over, hvornår jeg skulle afsløre, at det faktisk var os. Og så måtte jeg jo til sidst sige til ham, at jeg er glad for at få din ærlige mening – men det er os,« fortalte Henrik Stenmann.

På spørgsmålet om, hvorfor IIH Nordics model ikke oftere bliver kopieret, svarede han følgende:

»Det er tabubelagt at sige, man skal arbejde mindre, og ikke sige, at man har travlt.«

Her tror jeg desværre, at han har fat i noget meget rigtigt. Det er stadig lidt smart at tale om, at man har forrygende travlt og knap nok tid til at holde weekend eller ferie. I mange kredse bliver der stadig kigget skævt til dem, som underholder med, hvor lidt de rent faktisk behøver at arbejde.

Kernen i historien om IIH Nordic er selvsagt den målbare kortere arbejdstid og ekstra ugentlige fridag, men det mindst lige så interessante er, set med mine øjne, at de har effektiviseret og fundet smarte løsninger, så de opgaver, det før tog 37 timer at løse, nu kan klares på syv færre timer. Henrik Stenmann selv har sammenlignet operationen med landbruget før og nu: Hvorfor høste med en le, hvis man kan høste hurtigere og nemmere med en mejetærsker?

Jeg tror ikke, at modellen med en firedagesuge umiddelbart kan kopieres af alle. Der er mange steder, hvor kunderne har en forventning om tilgængelighed og lange åbningstider alle ugens syv dage. Jeg er eksempelvis temmelig sikker på, at det ikke vil være populært, hvis supermarkedet rundt om hjørnet, forsikringsselskabet eller bilværkstedet permanent skærer en ugentlig åbningsdag væk.

Jeg véd også med sikkerhed, at rigtig mange ledere på danske virksomheder allerede er stærkt optaget af, hvordan man kan effektivisere arbejdsgange og skære unødvendige processer væk.

Ikke desto mindre er der god inspiration at hente for os alle ved at læse om virksomheder, som bryder med gængse arbejdsnormer og ikke er bange for at blive kaldt »hippier« eller »fantaster« af, skal vi kalde dem mere traditionelt tænkende virksomhedsledelser. For heldigvis kan vi hele tiden blive klogere – også på måden at arbejde på.

Vibeke Skytte er direktør i interesseorganisationen Lederne