Fra magtens tinde

Hvem bestemmer i grunden på erhvervslivets bonede gulve – og hvem har mest magt? Bogen om de »100 topchefer« giver et vægtigt indblik i en verden med kontant magt. Ikke overraskende en mande- verden. Mere overraskende er det, at den ansatte topchef har skubbet formænd og ejere ned ad listen.

Tegning: Bob Katzenelson Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lille spejl på væggen der, hvor magtfuld er far her? Tjah, lille du, det afhænger helt af øjnene, der ser.

Magt er ikke en størrelse, der baserer sig på fakta – ikke fakta alene i hvert fald. Magt i business-Danmark handler selvfølgelig om størrelsen på toplinjen og størrelsen på bundlinjen. Men det handler i vid udstrækning også om evnen til at kommunikere, det vil sige evnen og lysten til at placere sig i offentligheden. Nå ja, så handler det også om antipatier og sympatier hos dem, der skal vurdere, hvor magtfulde de magtfulde er. Så altså samlet set, en ganske diffus størrelse.

Ikke desto mindre myldrer det med lister og opgørelser over magtens mænd og kvinder. Det er godt stof, som vi siger i medieverdenen. Det er til at forstå.

Chefredaktør på dagbladet Børsen, Niels Lunde, har ajourført sit store værk »100 topchefer«, som kom første gang i 2011. På bare to-tre år har der været så meget gang i svingdørene ind og ud af hjørnekontorerne i dansk erhvervsliv, at der er behov for en ajourføring. Hele 39 topchefer er på så kort tid røget ud af Lundes syn på Top 100.

Ingen tvivl om, at Niels Lunde kan sit business-stof. Over de 438 sider har han modet til at vælge til og vælge fra – og ikke mindst argumentere for sine valg. Det er fremragende læsestof, hvis man er interesseret i, hvad der sker i erhvervslivets top lige nu. Ingen tvivl om, at denne guide til dansk erhvervsliv vil blive nærlæst i indercirklerne, og i særlig grad hos de personer, der er med i bogen. Og for alle os andre er det et glimrende indblik i business-toppens superligastatus netop nu.

Udadtil vil enhver topleder med respekt for sit omdømme selvfølgelig fnyse ad alt det magtsnak, men vær vis på, at bogen kommer frem, når døren ind til hjørnekontoret bliver lukket. I øvrigt kan den også på udmærket vis bruges som opslagsværk.

Det særlige ved magt er, at nogle kan have magt i en given periode, mens andre ejer magten mere permanent via ejerskabet til virksomheden. Altså den ultimative magt. Set i det lys er jeg nok ikke helt enig i valget med, at top-ti som de mest magtfulde er ansatte direktører. Øverst i hierarkiet i »100 topchefer« ligger Mærsk-direktøren Nils Smedegaard Andersen, og der ville hans forgænger i dette embede, Jess Søderberg, også have ligget, hvis en sådan liste var udfærdiget i foråret 2007. Som bekendt blev Jess Søderberg fyret i sommeren 2007, og det betød, at han øjeblikkeligt røg ned fra magtens tinde. Så CEOen forgår, ejeren består.

Men hvem har i grunden mest magt i A.P. Møller - Mærsk i dag? Ingen tvivl om, at Smedegaard Andersen som topchef skal toppe en sådan liste, i hvert fald i »fredstid«. Smedegaards magt – toplederne selv kalder det indflydelse – er dog kun noget værd, så længe han udfører den strategi, som bestyrelsen og ejerfonden i Mærsk-konglomeratet, har besluttet sig for. Altså så længe Smedegaard har opbakning og tillid fra først bestyrelsesformanden Michael Pram Rasmussen og ultimativt fra Mærsk-familiens overhoved, Ane Uggla. Det er forskellen på at være en »hired-hand« eller sidde med ejerskabet.

Magtens top-100 er således kendetegnet ved, at topcheferne, som driver den daglige forretning, er placeret noget højere end bestyrelsesformændene. Og man kan undre sig over, at Søren Skou, der er daglig ansvarlig for Maersk Line, er noget højere placeret end formanden Pram Rasmussen, der i øvrigt har flere ganske tunge formandsposter i danske erhvervsliv.

Ligesom man kan undre sig over, at den nye Vestas-chef Anders Runevad er sprunget ind på listen, mens der ikke er plads til Vestas-formand Bert Nordberg, som synes at have været langt nede i maskinrummet i Vestas under de seneste to års markante turn-around.

Finansens drenge er presset ned på denne Lunde-liste, og de har da også i store dele af offentligheden været i bad-standing, men jeg vil dog umiddelbart tro, at Nordeas chef i Danmark, Anders Jensen, eller chefen for Maj Invest, Jeppe Christiansen, har noget mere magt end eksempelvis Henrik Brandt fra Royal Unibrew eller den tidligere Danisco-chef Tom Knutzen, som i dag gør sig i det schweiziske. Umiddelbart vil jeg tro, at finansens magt er noget undervurderet i forhold til, hvordan den udfolder sig i virkelighedens verden.

Men sådan er der så meget. Sådan er vurderingerne så forskellige afhængige af øjnene, der ser.

Tankevækkende, ja vel ligefrem opmuntrende er det at se tendensen med, at de klassiske industrivirksomheder står sig glimrende, selv om vi for længst er smuttet ind i den digitale tidsalder. Dansk erhvervslivs nationalklenodier har det godt, de store virksomheder er i fin form. Men det er først og fremmest successer fra den traditionelle industri. Den snu købmand, den selvtænkende ingeniør og den initiativrige speditør topper også i dag i big-business. Vi er i en højteknologisk tidsalder, men i Danmark har vi ikke rigtig nogle lokomotiver på IT-området.

I den evige debat om kvinder i erhvervslivet er det interessant at konstatere, at Niels Lunde kun har fundet plads til tre kvinder, hvis man fraregner de kvinder, som er »født« ind i de respektive bestyrelser. Nemlig Lone Fønss Schrøder (bestyrelseskvinde), Gitte Aabo fra Leo Pharma og Dorrit Vanglo, LD. Mens ellers travle bestyrelseskvinder som Stine Bosse og Agnete Raaschou Nielsen helt er gledet ud. Om det også er sådan i den virkelige verden er svært at vurdere.

Bundlinjen er, at Niels Lundes »100 topchefer« er et vægtigt og meget solidt værktøj at have med i tasken, når man bevæger sig rundt på de bonede gulve allerøverst i business-Danmarks hierarki.