Fra Mærsk-mand til udviklingsland

Efter en mindre menneskealder i A. P. Møller - Mærsk-konsortiet og en afstikker til Nordic Tankers står Tommy Thomsen i dag i spidsen for Investeringsfonden for Udviklingslande.

Tommy Thomsen syntes selv, at jobbet som adm. direktør i IFU lå lige til højrebenet i kraft af sin baggrund og arbejde med projekter i flere udviklingslande. Arkivfoto: Esben Salling Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danske virksomheders væksteventyr i udviklingslande og Østeuropa spytter godt i statskassen. Industrialiseringsfonden Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) og Investeringsfonden for Østlande (IØ) har scoret 4,5 milliarder kroner i udbytter og har tre milliarder kroner stående i egenkapital og likvider i diverse projekter, kunne Berlingske i sidste uge berette om.

I spidsen for IFU står Tommy Thomsen. En mand med maritimt blod i årerne, som sidste år overtog posten som adm. direktør i IFU. Tommy Thomsen har tidligere været 29 år hos Mærsk og beskrives som en mand rundet af de klassiske A. P. Møller-dyder. Efter at have taget studentereksamen fra det hæderkronede Gl. Hellerup Gymnasium blev han efter værnepligt elev på Esplanaden. I 1995 blev han øverste chef for Maersk Inc., A. P. Møller - Mærsks amerikanske rederi.

Efter en tid som øverste på kommandobroen i containerrederiet Maersk Line blev Tommy Thomsen sat fra containerforretningen og fik i stedet det mindre vigtige ansvar for blandt andet APM Terminals. I alt har Tommy Thomsen gennem knap 30 år siddet på en række ledelsesposter i A. P. Møller - Mærsk-koncernen.

Da Nils Smedegaard Andersen blev udnævnt som topchef i APM, fratog bestyrelsen Tommy Thomsens skibsredertitel og tilbød ham et nyt job et ukendt sted i koncernen. For udenforstående var det at betragte som en regulær fyring, og Tommy Thomsen svarede igen med at tage sit tøj og gå.

Efterfølgende blev Tommy Thomsen i 2008 administrerende direktør i det danske kemikalietankskibsrederi Nordic Tankers, indtil han i 2013 overtog direktørposten i IFU.

Ifølge Tommy Thomsen selv var jobbet som adm. direktør i IFU oplagt i kraft af hans baggrund og arbejde i udviklingslande som Indien, Kina og flere afrikanske lande. Tommy Thomsen har tidligere haft med IFU at gøre i forbindelse med projekter i flere lande.

Det var da også en tydeligt tilfreds daværende udviklingsminister, Christian Friis Bach (R), der ytrede følgende om den nye direktør:

»Med Tommy Thomsen får vi en stærk og erfaren erhvervsmand i spidsen for Danmarks innovative udviklingsfond. Det bliver til gavn for verdens udviklingslande, for danske virksomheder og for investorer. IFU er midt i en rivende udvikling med nye innovative fonde og samarbejder, og den høje vækst i en række udviklingslande skaber helt nye muligheder. De muligheder er jeg sikker på Tommy Thomsen, den nye direktion og de gode medarbejdere i IFU kan udnytte på bedste vis,« lød det fra ministeren.

Også bestyrelsesformand i IFU Michael Rasmussen var tilfreds med den nye direktør:

»Vi har fået en karismatisk og visionær person, som kan videreudvikle strategien og fremme den fortsatte udvikling af IFUs aktiviteter. Tommy Thomsen vil med sin mangeårige erfaring som topleder i internationalt erhvervsliv, herunder fra arbejde i udviklingslande, kunne tilføre IFU dynamik og det rette lederskab i de kommende år,« var ordene fra Michael Rasmussen.

I IFUs nye årsrapport fremgår, at IFU og fonde som IFU driver, sidste år investerede omkring 640 mio. kroner i 25 nye og 19 eksisterende projekter. Heraf blev omkring 280 investeret i Afrika, hvilket er det højeste niveau siden 2009. Listen af store virksomheder, som IFU samarbejder med, tæller nationale klenodier som A.P. Møller - Mærsk, Carlsberg, Topsøe. Danfoss, Vestas, DONG og Arla, der f.eks. har investeret i Kina.

IFUs formål er at styrke erhvervsudvikling og økonomisk vækst i udviklingslandene i samarbejde med dansk erhvervsliv. Fonden rådgiver og investerer i joint ventures i u-landene i samarbejde med danske virksomheder. Investeringerne fra IFU sker på et rent kommercielt grundlag i form af aktiekapital, lån og garantier til de selskaber, som bliver oprettet i u-landene. IFU blev oprettet i 1967.