Fra fars pige til magtfuld mediekvinde

Begrebet »fars pige« får en helt ny mening, når det gælder den 30-årige Cristina Stenbeck. Som 24-årig overtog hun ledelsen af Sveriges største tele/mediekoncern og har i den mellemliggende periode skabt så meget respekt om sin indsats, at hun i dag sidder som bestyrelsesformand i koncernens vigtigste selskaber.

I en alder af bare 24 år blev Cristina Stenbeck sat i spidsen for faderen Jan Stenbecks omfattende forretningsimperium. Skeptikerne stod i kø, da hun hentede den tidligere Volvo-chef Pehr Gyllenhammer ind som rådgiver. Men siden er hun vokset med opgaven og har fået anerkendelse for sin indsats. Generne fra faderen fornægter sig ikke. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Man kan sagtens sige, at alderen er en fordel, når man allerede som 27-årig bliver kåret som en af det nye Europas ledere.

Det skete for Cristina Stenbeck, kun to år efter faderen Jan Stenbecks død, hvor hun blev forfremmet fra næstformandsposten i bestyrelsen til pladsen for bordenden i Stenbeck-imperiet, der blandt andet omfatter Kinnevik-gruppen og Modern Times Group (MTG).

I dag er hun i mellemtiden fyldt 30, og den ansete britiske finansavis Financial Times har udnævnt hende til den 12. mest indflydelsesrige forretningskvinde i Europa.

Hun er lyshåret og blåøjet på en meget svensk måde, men er født og opvokset i USA og via sin mor amerikansk statsborger. Uddannelsen i økonomi og ledelse fik hun på Georgetown University i Washington, D.C., og var forinden et år på Lunds Universitet, hvor hun i rekordfart lærte sig svensk. Inden hun kom til Sverige for at stå i spidsen for Stenbeck-imperiet, arbejdede hun i marketingafdelingen i modekonglomeratet Polo Ralph Lauren.

Ikke overraskende var der en del, der studsede, da hun som 24-årig og kort efter faderens død i 2002 blev næstformand i bestyrelsen for den gamle kul- og stålvirksomhed Kinnevik, der under Jan Stenbecks ind imellem kaotiske ledelse havde overhalet den fine gamle Bonnier-koncern og var blevet til Sveriges største tele/mediekoncern med selskaber som Tele2 AB, Modern Times Group (MTG) AB, Millicom International Cellular, S.A., Metro International S.A., som udgiver den globale gratisavis Metro, og Transcom World­Wide S.A.

Dengang regnede få med, at hun ville spille en aktiv rolle i virksomheden. Men allerede som 19-årig blev hun valgt ind som bestyrelsessuppleant i selskabet Invik, og derudover havde hendes far for længst udset sig hende til at overtage sin plads. Timingen var ikke optimal, da han pludselig døde kun 59 år gammel i Paris, men hans ledelsesstil var i bund og grund uskandinavisk og ikke til forhandling, så selv fra graven fik han det, som han ville have det.

To år senere var der ingen, der undrede sig længere. Mindre end et år efter faderens død fik Cristina Stenbeck sine første bestyrelsesposter i tre af de vigtigste af Stenbeck-dynastiets selskaber og sagde ved den lejlighed: »Det føles rigtigt godt. Jeg har ventet på denne dag i ni måneder, og det har været en ganske hård rejse, som du sikkert kan tænke dig. Samtidig er jeg stolt og takker for tilliden.«

En ultrakort karakteristik af hende ville være en omvendt Paris Hilton. I samme omfang som Hilton styrer medierne og har skabt sig en karriere på at være den rige arving, er Cristina Stenbeck tilbageholdende over for pressen og kommer kun med få velopdragne kommentarer, når hun bliver fotograferet ved society-begivenheder. Der gik flere år, inden hun lod sig interviewe i den svenske presse, og da var det til koncernens egen avis, Metro. Hun siges at knokle omkring 16 timer i døgnet, i begyndelsen ofte mere for at mane enhver tvivl om hendes lødighed i jorden.

Tilbageholdenhed over for pressen har hun ikke fra fremmede. Hendes far var ikke bleg for at gøre sig bemærket i 1980ernes opulente yuppie-år som vært for store fester og med dristige investeringer, men rent forretningsmæssigt tilskrev han sin succes tre ting: Tavshed, tavshed og endnu mere tavshed, og det uanset, at han overvejende tjente sine milliarder i mediebranchen – et motto han i øvrigt havde fra den legendariske svenske tændstikkonge Ivar Kreuger.

I 1975 havde han overtaget Kinnevik fra sin far, der sammen med to andre havde grundlagt det på ruinerne af Ivar Kreugers verdensomspændende koncern. Hugo, som faderen hed, var advokat for Kreu-ger, og efter dennes selvmord blev han sat til at rydde op i boet. Han og hans kompagnoner opkøbte nogle af selskaberne og forvandlede dem til det veldrevne skov- og stålimperium Kinnevik med store interesser i svensk skovindustri som selskabet Korsnäs og industriforetagener som Sandvik.

Også Jan Stenbeck blev mødt med skepsis, da han overtog det dengang familiedominerede selskab, og igen tog skeptikerne fejl. Udover mesterlæren hos faderen havde han læst på Harvard Business School og med sig derfra havde han værdien af meget hurtigt at opfange ideer, som ingen andre rigtigt troede på. Det udmøntede han i at geare investeringer meget voldsomt, hvorefter han inviterede andre med, så han selv kunne løbe videre til det næste projekt.

Hele det svenske establishment rystede på hovedet. Den formue, han sad i spidsen for, hørte til blandt Sveriges nyeste milliardformuer, og når den tilmed blev forvaltet med amerikansk frækhed og håndelag, virkede han som en havkat i folkehjemmets hyttefad. Han stak ikke noget under stolen, men fandt et hul i de nordiske reklame-TV regler og lancerede TV-kanalen TV3 i de nordiske lande, der sendte fra London.

Som legemliggørelsen af udviklingen i det øvrige samfund blev skov- og stålvirksomheden erstattet af de mere lukrative forretningsmuligheder i cyberspace. Efter TV3 fortsatte han sine TV-investeringer i selskaber som Viasat, TV4, TV6, ZTV, TV1000, og da det ikke var sjovt længere, satte han sig for at udfordre det bedagede statslige teleselskab Telia med en stribe af nye tele- og internetselskaber, hvoraf det mest kendte er Tele2.

Dragonisk leder
Så kom gratisavisen Metro, der i Danmark kendes som MetroXpress, som var startskuddet til den situation, vi kender i dag med gratisavisernes detronisering af betalingsaviserne.

Kort før Stenbecks død karakteriserede Berlingske Tidende hans investeringer på følgende måde: Enkeltvis så de i begyndelsen håbløse ud, men gav næsten altid pote efter godt ti år. Hans ledelsesstil var dragonisk, og han havde ikke det mindste imod, at hans medarbejdere – eller rettere arbejdere – for det var ham, der bestemte, havde flere job, var nedslidte og levede i frygt for fiasko, alt sammen meget amerikansk. Han havde fast bopæl på Long Island uden for Manhattan – men usædvanligt i en svensk sammenhæng. Men på trods af denne stil eller måske i kraft af formåede han at tiltrække mange og meget talentfulde unge ledere. De fik astronomiske lønninger mod at leve med en meget kort lunte over for manglende resultater.

Da Cristina i august 2002 overtog ledelsen af firmaet var tilsynekomsten af en bror, som familien ikke anede noget om, det mindste af hendes problemer. Den femårige dreng havde Jan Stenbeck fået med en servitrice på hans yndlingsrestaurant i Stockholm, men havde aldrig fortalt om det, heller ikke efter skilsmissen fra Merrill et par år tidligere.

2001 var i enhver henseende et rædselsår. Amerikanerne havde set lederne af energigiganten Enron og teleselskabet Worldcom blive ført bort i håndjern, IT-boblen var bristet og med den en del formuer, der var bygget i cyber-sand og på urealistiske forventninger. Angrebet på tvillingetårnene ved World Trade Center i New York understregede fornemmelsen af, at alting var ved at skride, og for Stenbeck gik det ikke meget bedre. Det var moderne tider, der ville noget.

Hans syv selskaber fik et underskud på 4,5 mia. svenske kr, og værst gik det ud over telefonselskabet Tele2, der gik i minus med 1,9 mia. kr. Metro International, der allerede dengang udkom i en lang række storbyer, klarede sig nogenlunde og kom »kun« ud med et underskud på 885 mio. kr..

Investeringsselskabet Kinnevik, der året før havde givet et overskud på ni mia. svenske kr., tabte en halv mia. Ironisk nok var det kun Modern Times Group (MTG), der reddede æren med et nogenlunde respektabelt overskud på 250 mio. svenske kr. Underskuddene var ventet om end ikke i den størrelsesorden. På trods af at reklamebudgetterne var noget strammere end tidligere, havde det ikke skortet på udvidelser, og konsekvenserne af de dårlige regnskaber blev meget hurtigt, at blandt andet dagbladet Finanstidningen blev lukket. Der var ikke meget tilbage af den svenske Berlusconi, som medierne havde døbt ham efter den tidligere italienske premierminister.

Kamp om arven
Da han døde i august 2002 var det op til arvingerne og sagførerne at få rede på foretagendet. Formodningen var, at Cristina var kørt i stilling til at overtage kontrollen og blot skulle tage det derfra. Dog viste det sig, at skilsmissen i 1999 fra amerikanske Merrill MacLeod aldrig var blevet formaliseret. Inden hun blev fru Stenbeck og mor til parrets fire børn, havde hun skabt sig en karriere i det højt ansete finanshus Morgan Stanley, og i 1999 var Stenbecks formue på sit højeste – ca. fem gange større end ved hans død i 2002. Selv om hun havde skrevet under på en ægtepagt, da de giftede sig, mente fru Merrill, at hun efter 23 års ægteskab ikke burde nøjes med et hustrubidrag, men have en større andel af formuen.

Selv om Cristina kom godt ud af det med sin mor, øgede det uafklarede arveforhold kun usikkerheden om, hvordan Stenbeck-imperiet skulle klare sig uden Jan og hans personlige idérigdom. Det undrede mange, at han ikke havde bragt orden i testamentet, fordi han selv i 1983 havde været igennem et sindsoprivende arveopgør med sine søskende, blandt andre den senere borgerlige svenske udenrigsminister, Margaretha af Uggla. Han havde slet og ret manipuleret dem uden for enhver indflydelse på, hvordan familieformuen skulle forvaltes.

Krydsejerskaber og forskudte regnskabsår trak bodelingen i langdrag, men Cristina begyndte fra en ende af. Som en sand Stenbeck bad hun den dengang 69-årige Pehr Gyllenhammer om at komme tilbage til Sverige og sætte sig for bordenden i Kinnevik, Stenbeck-koncernens vigtigste holdingselskab. Gyllenhammer var 11 år tidligere krøbet ud af Sverige og havde som mangeårig topchef i Volvo været en af Sveriges mest beundrede erhvervsfolk. Men det endte brat med ballade, da hans nærmeste medarbejdere spændte ben for hans drøm om en fusion med franske Renault. Han tog til London og ernærede sig som bestyrelsesformand for en række britiske selskaber, men de mange år i udlandet havde ikke fået støvet til at lægge sig om hans person.

Ved generalforsamlingen i Kinnevik kom formanden for Aktiespararene, Lars-Erik Forsgårdh, med en hård kritik af Cristina Stenbecks valg af den kontroversielle og farverige Gyllenhammer.

»Vi synes, at der burde være fundet et bedre alternativ end Gyllenhammer. Jeg tror, at der bliver unødigt stor fokus på hans person, som ikke er god for foretagendet. Kinnevik har brug for arbejdsro,« sagde han til svensk presse.

Der opstod en del spekulation om, hvordan det gik til, at en 26-årig arving valgte en 69-årig anerkendt, javel, men ikke uproblematisk erhvervsmand til at lede Kinnevik gennem de første svære år, hvor det ikke skortede på mistillid til, at nogen overhovedet kunne løfte arven efter Jan Stenbeck.

Nogen gættede således på, at han havde foreslået sig selv, til hvilket han svarede: Det er næsten en fornærmelse mod Kinnevik og Cristina Stenbeck at antyde noget i den retning.

Selv svarede hun senere på spørgsmålet med den professionelle leders glathed: »For mig gjaldt det om at finde en erfaren erhvervsleder med et internationalt perspektiv, men samtidig med en forståelse for, hvor vigtig Sverige er for gruppen. Jeg er meget imponeret af, hvordan han leder gruppen,« sagde hun til (sin egen avis) Metro i begyndelsen af 2005.

Arv skrumpet
Da alt var gjort op, lagt til og trukket fra, var arven noget mindre end forventet. Merrill Macleod fik ikke halvdelen af kongeriget, men kun 1,1 mio. svenske kr. i underhold om året, mens der til børnene »kun« blev 63,8 mio. svenske kr. hver. Drengen fra forholdet med servitricen i Stockholm blev lyst i kuld og køn og fik sin andel på linje med de fire amerikansk-fødte børn. Ifølge den svenske avis Dagens Industri blev de samlede aktiver i boet gjort op til 902 mio. kr., men Stenbeck havde havde gæld for 264 mio. kr.

I år overtog Cristina Stenbeck formandsposten fra Gyllenhammer i Kinnevik, og i mellemtiden er tilliden til Stenbeck-koncernen genoprettet. Investeringsfirmaet AB Kinnevik er i dag et af de største offentlige investeringsfirmaer i Europa med aktiver på omkring 40 mia. kr., og MTG havde sidste år en rekordomsætning på ti mia. svenske kr. Metro International har bortset fra sidste år, hvor de for første gang kom ud med et overskud på 101 mio.kr., endnu ikke fået næsen oven vande, og regnskabet for tredje kvartal i år, som netop er offentliggjort, viste et underskud på 70 mio. kr.

Lavmælt og tilbagetrukken
Var hendes far til store armbevægelser og udskejelser, dengang det var moderne, er Cristina lavmælt og tilbagetrukken. Med sin enestående position behøver hun ikke hæve stemmen for at blive hørt, men mange mener, at Stenbeck-imperiet er blevet mere forsigtigt og ikke førende, hvad angår investeringer i nye teknologier.

»Jeg tror ikke, at teknikken er det vigtigste. Min far forstod, hvad brugerne ville have, og hvornår de var villige til at betale for det. Jeg ønsker, at bestyrelsen holder dette kundeperspektiv. Der er min alder en vis styrke, eftersom jeg hører til en vigtig målgruppe for mange af vores selskaber,« sagde hun til Metro.

Hun har aldrig lagt skjul på, at hun elsker sin far, og at han er hendes store forbillede, men har også indset, at hans – og Gyllenhammers – stil, der osede af magtarrogance, ikke holder i dag.

»Jeg vil have folk med mig. Hvis jeg tror på noget, vil jeg overbevise og ikke beordre,« siger hun. Uden at chefer, der ikke leverer de ønskede resultater, skal føle sig for sikre af den grund. Også på det område er hun sin fars datter.