Forskere og erhvervsfolk efterlyser Kina-strategi

Danmark skal have en Kina-strategi. Ellers bliver vi koblet af den enorme produktion af forskning, viden og specialister, der er under opsejling i Kina, mener en række forskere og erhvervsfolk. Videnskabsminister Helge Sander lover at have en plan klar i januar.

»Man skal næsten være ekspert for at opdage, at der er tale om en falsk seddel,« siger kriminalassistent Niels Ørnskov fra Kriminalteknisk Center ved Rigspolitiet. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Kina har hele 260 millioner studerende. I landets 53 højteknologicentre og forskerparker er der lige så mange ansatte, som der er indbyggere i Danmark. Og de kinesiske forskningsbudgetter vokser med 20 procent om året og vil derfor overhale EUs om få år.

Det får Danmarks udfordringer i en globaliseret verden til at stå lysende klart, mener danske forskere og erhvervsfolk, der derfor opfordrer regeringen til at lave en strategi for, hvordan Danmark sikrer et omfattende strategisk samarbejde med Kina.

»Vi har behov for en markant styrkelse af samarbejdet på områder af fælles strategisk interesse. Men »the window of opportunity« (mulighedernes vindue, red.) lukkes langsomt til, mens Kina udbygger sine samarbejder med mange andre lande og distancerer sig fra de, der ikke er hurtige og beslutsomme og investerer i fremtiden,« skriver de 21 forskere og erhvervsfolk i dagens kronik i Berlingske Tidende.

Blandt de forfatterne, der netop har besøgt Kina sammen med videnskabsminister Helge Sander, er Klaus Bock, der er professor og formand for Danmarks Grundforskningsfond, og Børge Diderichsen, der er professor og forskningschef hos Novo Nordisk.

De mener, at Kina er en særligt interessant partner for Danmark, fordi det inden længe er verdens største enkeltmarked, og fordi landet producerer så mange højtuddannede specialister, der kan indgå i rekrutteringsgrund­laget for danske virksomheder og universiteter.

Samtidig har Kina også hårdt brug for danske spidskompetencer til at bekæmpe landets enorme miljø- og energiproblemer.

»For at kunne gribe disse muligheder og støbe fundamentet for fremtidens Danmark, er det nødvendigt, at der er midler til finansiering af strategiske kinesisk-danske samarbejdsprojekter,« skriver de i kronikken, hvor de anbefaler regeringen at tage initiativ til at lave en strategi for Kina. Og til at afsætte penge på finansloven til strategiske dansk-kinesiske samarbejdsprojekter.

»Kina venter ikke på Danmark,« tordner de.

Videnskabsministeren er enig i, at Danmark skal gøre noget vedrørende udviklingen i Kina.

»Derfor har jeg også inviteret deltagerne i Kina-delegationen til et møde i november, hvor vi skal drøfte et forslag til en Kina-strategi. Og jeg forventer at have strategien på plads til januar,« siger Helge Sander, der også vil forsøge at skaffe politisk opbakning til at afsætte midler allerede på næste års finanslov.

»Vi skal helt klart udnytte de forskningsresultater, hvor vi kan spille sammen, og skabe tættere uddannelses­mæssige relationer, så vi får flere højtuddannede, der kan begå sig sprogligt og kulturelt i både Danmark og Kina,« siger ministeren.