For meget at se til på kontorerne

Over halvdelen af kontorpersonalet i landets kommuner og regioner synes, de har fået mere at lave. Krav til de ansatte er blevet skrappere, siger ekspert.

Læs mere
Fold sammen
Arbejd, arbejd!

En stor del af de offentligt ansatte på kontorer i regioner og kommuner føler sig ramt af en stadig stigende arbejdsbyrde. I en undersøgelse, som analysebureauet DG Media har lavet for HK/Kommunal, siger 56 procent, at der er flere bunker på skrivebordet og flere opkald nu end for bare ét år siden.

Det stigende arbejdspres kan kædes sammen med flere faktorer, vurderer Henning Jørgensen, professor og arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitet. Han peger på kommunalreformen, en generel forandring af den offentlige sektor og den økonomiske krise som de primære årsager.

"Kommunalreformen fra 2007 en jo en kæmpe omvæltning. Fysisk - nogen er placeret andre steder end før - organisatorisk og ledelsesmæssigt. Det har betydet, at man først har skullet finde sine egne ben og få organiseringen og ledelsen på plads. Og så er man blevet sat over for et øget krav, hvor man bliver målt, vejet og vurderet hele tiden," siger Henning Jørgensen.

Mens også krisen har gjort trykket større på for eksempel jobcentre, hvor flere ledige kræver flere hænder, så er den offentlige sektor i gang med at blive "smittet" af det private. Og det giver ifølge Henning Jørgensen et større pres.

"Man overfører nogle ledelses- og produktivitetsprincipper fra den private sektor til den offentlige, og derfor er man ved at lave det offentlige - og derfor også kommunerne - om til at blive mere firmaagtige, hvor det gælder om at producere mere og mere," forklarer Henning Jørgensen.

/ritzau/