For at lede andre, skal du først lede efter dig selv

Længsel efter konstans, kontinuitet og ansvarlighed, som tidens selvhjælps- og ledelseslitteratur bærer præg af, er inspireret af Søren Kierkegaards syn på selvet. Lektor og forfatter Pia Søltoft giver her viden om selvudvikling, coaching og ledelse med inspiration fra Kierkegaards tanker.

Læs mere
Fold sammen

Der bliver talt meget om selvudvikling og coaching både indenfor privat- og erhvervslivet, hvilket kan være et udtryk for omsiggribende individualisering, nytteløst navlepilleri eller selvoptagethedens usmagelige tyranni.

Man kan dog også vælge at på det på en anden måde nemlig, at det er en nysgerrighed, der kan være baggrund for at arbejde med sit eget selv.

»Tiden er inde til at fokusere på selvet. Ikke som verdens navle, men som en sund og fundamental relation, der hjælper med skabe et ansvarligt og anstændigt forhold til andre« mener lektor på Det Teologiske Fakultet i København Pia Søltoft. Ikke mindst som leder giver det god mening at finde ind til dig selv og lære din ledelsesstil at kende.

At holde fast i sig selv, når alt omkring én er i forandring

Vi lever under globaliseringen, hvor alt er under forandring, og hvor alting skal gå så hurtigt, at vi næsten ikke kan følge med. I en notesbog skriver Kierkegaard næsten profetisk:

Meddel[el]ses-Midlerne blive fortræffeligere og fortræffeligere, der kan trykkes hurtigere og hurtigere, med utrolig Hurtighed – men Meddelelserne blive mere og mere travle og mere og mere forvirrende (SKS 27, 418).

Kierkegaard kendte dog ikke til den rivende teknologiske udvikling, vi har i dag, men Kierkegaards tid var også præget af tanker og tro på udvikling og positive fremskridt.

I Kierkegaards tid havde det enkelte menneske også særlige udfordringer i forhold til atskulle holde fast i sig selv og finde en kontinuitet, når alt omkring én er i forandring.

Pia Søltoft mener, at det er de samme udfordring vi mennesker har i dag, men udfordringen er blevet endnu sværere, for nu kræves det af os, at vi følger med udviklingen. Vi skal være omstillingsparate og forandringsvillige, og vi vækster som vanvittige på det personlige såvel som på det professionelle plan. Og her er risikoen for stress anselig. På arbejsdspladserne er der en klar sammenhæng mellem den nærmeste leder og niveauet for stress - lær at spotte en medarbejder, der er ved at udvikle stress.

Det er grunden til, at vi har travlt. Alt for travlt. Eller i hvert fald for travlt til at standse op og tænke over, hvad et selv egentlig er for noget.

»Denne mulighed for at standse op, tror jeg, er særlig for erhvervslivet, hvor vækst er det ”sesam”, der lukker alle døre op, og hvor omstillingsparathed og forandringsvillighed anses for at være de væsentligste kompetencer hos både ledere og medarbejdere. Men det gælder selvfølgelig også for hver enkelt af os i vores travle liv i hverdagen,« mener Pia Søltoft.

Kierkegaard bemærkede respektløst, at ”travle Mennesker holde Generalforsamlinger om Ubetydeligheder” (SKS 15,151). Han ønskede derfor, at noget ville standse de travle erhvervsfolk, så de kunne få lejlighed til at tænke:

Der er ingen Mennesker, jeg i den Grad ønsker maa falde, eller at Knippelbro maa gaae op for dem etc. som disse travle Forretningsmænd, der har saa uendeligt meget at gjøre i Verden, i stedet for at vi andre naar Knippelbro gaaer op vil finde at det er en passende Leilighed til at falde i Tanker – ” (SKS 19,176).

Tankestregen efter ”Tanker” lader det stå åbent, hvad det er, man passende kan tænke over, når man pludselig stoppes. Hvad er det, man kan bruge tiden på at tænke over, når man midt i sit hastværk stopper op? Man kan fx begynde at stille spørgsmålstegn ved sig selv eller verden omkring en. Tvivl kan være nyttigt og er faktisk blevet topledernes vigtigste redskab.

»Man kan jo bruge den langsomhed, der kommer, når man sætter sig ned og læser en bog som denne til at tænke over sit eget selv. Hvordan opfatter du selvet? Mener du, at du har en kerne, der bor dybt derinde og bestemmer dig, som netop den du er? Eller er du et produkt at samfundet, af tiden, at kulturen og forholdet til de andre?,« siger Pia Søltoft.

Det er disse spørgsmål, man ofte overser, når alting går for hurtigt. Hvis man har for travlt, haster man sig selv forbi.

»Jeg vil gerne have alle til at stoppe op og genfinde langsomheden. Tage sig tid til at finde spejlet frem og til at tænke over, hvad et selv er, og hvordan man bliver det,« opfordrer Søltoft.

Opgaven er at vælge sig selv

Søren Kierkegaard havde det syn på selvet, at det er en opgave. En opgave ethvert menneske er stillet, hvad end det er medarbejder eller leder, akademiker eller ufaglært. Opgaven er at vælge sig selv. At vælge sig selv er at overtage ansvaret for lige præcis det selv, man er.

»Opgaven er ikke at blive en anden, men at blive sig selv. Det kan ethvert menneske, hvis det vil det. Men det kræver langsomhed, eftertænksomhed, selvindsigt, vilje og etisk mod til at handle som sig selv uden at se på, hvad ”de andre” gør,”« mener Pia Søltoft.

At vælge sig selv er ikke noget man gør én gang for alle, men en måde at forholde sig til sig selv og andre på, så det skaber kontinuitet i liv og ledelse. Det gælder i høj grad også for arbejdslivet. Mange takker fx ja til en lederkarriere på grund af prestigen, ansvaret og lønnen, men ledelse bør udspringe af lyst.

»Man er bestemt ikke groet fast, men i bevægelse. Men bevægelsen har et udgangspunkt og en retning, der kommer fra den enkeltes lidenskab« siger Pia Søltoft.

Pia Søltoft mener at vælge sig selv hverken er navlepilleri eller narcissisme, men en ansvarlig måde at være tilstedeværende på i en verden, der hele tiden er i forandring.

Pia Søltoft, lektor på Det Teologiske Fakultet

»Hvis vi ser på det metaforisk, så ville det være rasende respektløst at sammenligne Kierkegaards syn på selvet med hullet i en vaniljekrans. Uden den omgivende dej er hullet et intet, og det er ikke noget i sig selv.«


At lede efter sig selv før man leder andre

Man kan ikke lede andre, hvis man ikke først leder efter sig selv. Men at lede efter sig selv er ikke et spørgsmål om at søge efter en dybereliggende kerne. Hvis man på baggrund af Kierkegaards tanker skal lede efter sig selv, handler det ikke om,hvad man leder efter, men hvorledes man leder.

»For Kierkegaard udgør et menneskes selv hverken en social konstruktion eller en på forhånd færdig kerne. Selvet er hverken i overført betydning kernen, der bliver til solsikken, kernehuset i æblet eller hjertet i en artiskok. For Kierkegaard sidder selvet ikke fast derinde som sneglen i sit hus. Usynligt for udefrakommende blikke – urørligt for udefrakommende tildragelser,« forklarer Pia Søltoft.

Ifølge Kierkegaard afhænger selvets tilblivelse af, hvorledes vi forholder os til os selv og til selve den opgave, som han mener, det er, at være og blive et selv. Vi er et selv gennem en aktiv handling og et ansvarligt selvforhold, der indebærer et anstændigt forhold til andre mennesker. Denne opgave fortsætter, så længe vi lever.

»Hvis vi ser på det metaforisk, så ville det være rasende respektløst at sammenligne Kierkegaards syn på selvet med hullet i en vaniljekrans. Uden den omgivende dej er hullet et intet, og det er ikke noget i sig selv,« mener Pia Søltoft.

I Kierkegaards optik skal dejen formes til en krans, hvilket den ikke gør af sig selv, og dermed skabes hullet, som ikke er noget i sig selv, men alligevel gør denne lille lækkerbisken til netop det, den er – en vaniljekrans.

Pia Søltoft er forfatter til bogen”Kunsten at vælge sig selv. Om Kierkegaard coaching og lederskab”, der udkommer 22. oktober i år. Bogen er inspireret af Kierkegaards værker, som består af en lang række artikler og en mængde store notesbøger og journaler, som ikke er egentlige dagbøger, men har dog både personlig og faglig karakter.

Artiklen er oprindeligt udgivet på universe.ida.dk.