Fondsmillioner skal give 10.-klasseselever færdig erhvervsuddannelse

Treårigt projekt skal sørge for, at flere unge gennemfører deres erhvervsuddannelse, for der mangler hænder.

Kun omkring halvdelen gennemfører den erhvervsuddannelse, som de begynder på, selv om der er brug for deres hænder, når de er færdiguddannet. Det skal nyt pilotprojekt forsøge at ændre på. Arkivfoto: Torben Christensen, Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

8,6 millioner kroner i ryggen fra Industriens Fond til LøkkeFonden skal være med til at sikre, at flere elever i 10. klasse vælger og fuldfører en erhvervsuddannelse. I dag falder næsten halvdelen af eleverne på erhvervsuddannelserne fra.

Støttebeløbet bruges på projektet LifeSkills Linie 10, som fra skoleåret 2019/2020 over tre år retter sig mod udvalgte elever i 10. klasse i Høje-Taastrup Kommune, som arbejder sammen med uddannelsesinstitutionen Next for at motivere de unge og sikre, at de kommer godt i mål og får en uddannelse, der kan bruges i industrien, som savner hænder. Det skal ske gennem målrettet læring, en særlig mentorordning og et udvidet samarbejde med erhvervsskolerne.

Det væsentligste succeskriterium er ifølge Høje-Taastrup Kommune, at flere unge bliver uddannelsesparate og får de kompetencer, der skal til for at gennemføre en erhvervsrettet ungdomsuddannelse. Efter pilotprojektet skal initiativet udbredes til andre kommuner.

»Virksomheder i Danmark efterspørger faglærte. Prognoser peger på, at det også vil gøre sig gældende i fremtiden. Derfor står vi over for en todelt udfordring: Dels er der for få unge, der vælger at tage en erhvervsuddannelse, dels er der for få af dem, som starter, de rent faktisk gennemfører uddannelsen,« siger Mads Lebech, der er administrerende direktør for Industriens Fond, om baggrunden for at bevilge de mange penge.

Undervisningsministeriet ønsker, at flere unge skal gennemføre en erhvervsuddannelse. Hvor 52 procent gennemførte uddannelsen i 2012, skal tallet være mindst 60 procent i 2020 og 67 procent i 2025.

LøkkeFonden er stiftet som almennyttig fond af statminister Lars Løkke Rasmussen i 2012 for i samarbejde med dansk erhvervsliv, forskere og praktikere at hjælpe udfordrede drenge til at skabe resultater.