Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
»Det er ren gangstermetode. Det var sådan noget, man gjorde i 1930erne i USA.«
Jim Jensen, forbundssekretær i fødevareforbundet NNF, er rystet over Danish Crown. I januar gav slagterivirksomheden ifølge Politiken tillidsfolk fra fem slagterier et ultimatum om at skrive under på at gå ti procent ned i løn for at redde slagteriarbejdspladser. Og tillidsfolkene fik ikke mulighed for at drøfte det med kollegerne.
»Det er et noget uskønt forløb. Det er faktisk helt uhørt i dansk sammenhæng, og jeg tror aldrig, vi før har set en virksomhed opføre sig sådan på det danske arbejdsmarked,« siger Jim Jensen.
Kravet fra Danish Crown blev stillet under et møde i Danish Crowns hovedsæde i Randers. Her blev tillidsfolkene enkeltvis og med en times mellemrum præsenteret for kravet, der gik ud på, at slagteriarbejderne skulle gå fem procent ned i løn samtidig med, at der skulle afleveres fem procent af lønposen til et medarbejderinvesteringsselskab. Desuden blev lønstigninger samme år sløjfet.
Tillidsfolkene bekræfter anonymt forløbet over for Politiken.
»Jeg blev chokeret. Jeg fik at vide, at hvis jeg ikke skrev under samme dag, ville halvdelen af jobbene på vores slagteri forsvinde,« siger en af dem til avisen.
NNF har gjort det klart over for Danish Crown, hvad fødevareforbundet mener om fremgangsmåden.
»Vi har både gennem vores tillidsfolk og direkte over for virksomheden sagt, at det er helt uacceptabelt,« siger Jim Jensen.
Anne Villemoes, kommunikationsdirektør i Danish Crown, siger til Politiken, at sagen om ultimatummet »kunne være håndteret langt mere intelligent, når vi ser i bakspejlet.«